Derfor skal du læse Mordet på Kommandanten I af Haruki Murakami

Derfor skal du læse Mordet på Kommandanten I af Haruki Murakami
Jeg har de sidste par dage nærmest slugt Mordet på kommandanten 1 af Haruki Murakami. Altså slugt som i læst på to dage! Det smukke smudsomslag narrer med sine lette pastelfarver, for under det gemmer sig en aldeles flot hardback; forsiden er præget med det karakteristiske, lette blad, der går igen i bogen, når et kapitel afbrydes af en ny intelligent tankestrøm – eller når det underspillede, sofistikerede sprog går sin handling i møde. 
 
Jeg har aldrig før læst noget af den anerkendte japanske forfatter – og hvilken skam. Jeg er lykkelig for, at jeg for nylig stod i Bog & Idé, fandt den til 149,95 og slog til (tilbuddet gælder stadig, if you like…) – simpelthen fordi jeg måtte afsøge, hvad hypen handlede om. Jeg forstår det nu. I allerhøjeste grad forstår jeg det! Sproget er florlet og flydende, smukt i sin udformning og nærmest betagende i de tanker og observationer, der ligger bag. Handlingen er særdeles veludført, og man føler som læser, at man bliver taget i hånden og ført gennem en historie, der både berører det overnaturlige, det spirituelle og den magiske realisme, som Murakami i sandhed mestrer. Sikke en fryd – læs med!
haruki Murakami mordet på kommandantenJEG STØDTE PÅ EN DÅRLIG ANMELDELSE, AHEM…
Jeg læste en anmeldelse af bogen, da jeg havde købt den. En anmeldelse, der i realiteten ikke var særlig god, for anmelderen stod tilbage med følelsen af, at gentagelserne var mange og ligeså var de ubesvarede spørgsmål. Det kan jeg kun være uenig i, for husker man på, at romanen fortsættes i bog nr. 2, kan man i sandhed bære over med de mange spørgsmål. For mig stikker de kun til en lyst til at læse videre – og lige nu sidder jeg da også på panikkens rand, idet jeg endnu ikke har fået købt mig fortsættelsen! 
Kigger man på de mange gentagelser, generer de ikke mig, tværtimod – det handler i realiteten blot om at forstå dem; for ser man deres effekt, har de stor betydning for måden, man læser romanen på. 
 
GENTAGELSENS KRAFT
Denne anmelders kværuleren går på, at både ord og handlinger bliver gentaget gentagne gange i Murakamis roman. En stil jeg ikke ved, om er særegen for ham – men for mig virker det. Faktisk rigtig godt. Ordene gentages sommetider på stribe – mens det andre gange er hændelser, der bliver italesat endnu en gang – men tro ikke det er sløseri fra forfatterens side. Tværtimod vil jeg vove den påstand, at det er gentagelsens kraft, der får læseren til huske historien. Det er små påmindelser om handlingen, der ikke må gå tabt i det store hele – hvorfor de skal opfattes som en gave fra forfatterens hånd til din. 
Gentagelserne understreger vigtigheden af dem – får man dem ind flere gange end blot en, vil man selvfølgelig være mere tilbøjelig til at huske dem – en gave i en fortælling som denne, som rummer mange informationer og som begår sig i en kultur, vi her i vesten måske ikke kender så meget til. 
 
Det regnede den eftermiddag. Det var udsædvanligt, at det regnede på kraftigt om efteråret. Det føltes mere som midsommerregn. De store regndråber blev drevet frem af blæsten og slog mod ruderne, og det tordnede også lidt. Tykke, sorte skyer jog gennem dalen, og pludselig holdt det op med at regne.
 
Ikke blot bliver vi mindet om vigtige hændelser; nogle ord gentages i ét væk som ovenfor – det er meget muligt ikke vigtigt for plottet, men vigtigt er det at tage ind, for på denne måde lærer vi både området og vores unavngivne hovedperson at kende. Blandt andet får vi meget hurtigt et indblik i hans særegne evne til at observere og kategorisere – her gælder det regnen, hvad end den slår hårdt, om denne regn føltes som midsommerregn eller om hovedpersonen blot konstaterer, at det regner.
Smelter vi denne korte passage sammen, hvor regnens forskellige ansigter observeres, med Murakamis elegance og sublimitet inden for det at skabe atmosfære – så har vi både et godt bud på, hvordan romanen så at sige ‘føles’, hvordan Murakami formår at sætte stemningen og sidst men ikke mindst et bud på de førnævnte gentagelser og deres virke. Ak ja. De er da også irriterende… 
 
EN HOVEDPERSON UDEN NAVN?
Vi skal tilbage til vores unavngivne hovedperson, hvis træk vi ej heller får beskrevet i romanen. Vi aner ikke, hvad han hedder, eller hvordan han ser ud – til gengæld får vi en hel del informationer fra ham selv; om hans opvækst, ægteskab, levevis og levebrød. Vi lærer ham at kende, og uanset hvor mærkværdigt det må være, at vi ikke kender hans navn, bliver det en slags usagt aftale: vi kender ham – og så alligevel ikke helt, det er dog ikke den følelse, man som læser sidder tilbage med. For mig hedder han Tobias eller noget i den retning – på japansk selvfølgelig, hvordan end og med hvilke tegn, det staves. Jeg kan nærmest have følelsen af, at jeg kender ham i virkeligheden, at han går derude et eller andet sted, og at jeg ville kunne spotte ham på 100 meters afstand. En sær udvikling af min egen læsning, idet jeg aldrig før har oplevet dette. Han er i særdeleshed gennemført som karakter – og det i sig selv er en essentiel del af romanen; forstår vi ham, forstår vi romanen og dens særegne handling. 
 
Vi møder en mild, eftertænksom og fåtalt mand, som er midt i sine 30’ere – og sit livs krise. Han har hidtil levet et stille liv som portrætmaler, men svigtes af sin hustru gennem 6 år og må på ny finde tilbage til det, der skal blive et nyt omdrejningspunkt – en ny tilværelse, en forandring og en ny måde at opfatte livet på. Man kan med rette sige, at denne renæssancetilstand, han befinder sig i, stille og roligt bliver en livsstil, som rummer en afsøgen, en undren og en åbenhed, han hidtil ikke har oplevet. En tilstand, som ikke kun han oplever – der trækkes tråde til fortiden og samtiden ligeså og Murakami formår i sandhed at spinde den røde tråd så fin og flot, at den på intet tidspunkt knækker. 
haruki Murakami mordet på kommandanten

SPROG, METAFORER OG DEN RØDE TRÅD
Netop den råde tråd er på mange måder meget fint spundet; der ligger en eftertænksomhed i selve ordene, som er værd at bemærke. Hans sprog bugner af finurligheder – og alligevel er det så banalt og ligetil. Jeg forstår, hvorfor Haruki Murakami opfattes som en mester af sin genre inden for magisk realisme. Hans sprog, og fortælling ligeså, er tilnærmelsesvis filosofisk, og de to komponenter vikles på fineste vis sammen med handlingen, hvor det til tider kan være svært at skelne mellem, hvad der er en drøm og hvad, der er virkelighed. Denne brug af det surrealistiske element er i særdeleshed vellykket, selv læseren står med et ben i hver lejr. Ind imellem måtte jeg kigge mig over skulderen – ikke fordi romanen skaber uhygge omkring sig, men fordi jeg blev så opslugt, at jeg sad med følelsen af selv at befinde mig i det hus, hvor vores hovedperson bor. 
 
Romanen er i sandhed værd at læse for de sproglige kapaciteter i sig selv. Blot brugen af metaforer står som et helt kapitel for sig selv. De får lov at leve et helt selvstændigt liv i tiden under og efter at have læst romanen – og det til stor fornøjelse. De er måske gjort af en nysgerrighed over for, hvordan tingene hænger sammen, eller hvordan verden ser ud – eller, meget plausibelt, er de gjort af stærke og nærværende observationer i dagligdagen. De taler deres eget billedlige sprog og står nærmest som pittoreske landskaber, der males for læserens indre billede. 
 
Selvom jeg forsøgte at holde fast i det, gled det ud af hænderne på mig som en glat, sprællende fisk, ligesom kvinde, der engang havde været min, men nu var en andens…
 
(…) Sådan var han. Folk spurgte ham til råds om alt muligt, og han holdt det for sig selv. Ligesom regnvand, der opsamles af rendestenene og løber ud i en regnvandstank, hvorfra det ikke kommer videre. Det løber aldrig over. Måske justeres vandmængden automatisk, når der er behov for det.
 
HISTORIE & KULTUR
Hvis man tror, du ikke lærer noget af denne bog og det blot er endnu en letlæst herlighed, så skal man tro om. Godt nok er fakta ikke noget, man falder over på stribe – men de er der – både historisk og kulturelt 
Ind imellem bliver nemlig vi budt på informationer om Japans historie, landegrænser og forskellige dele af landet. Selv den traditionelle japanske malerkunst, nihonga, bydes vi indenfor i. Sågar bliver vi klogere på bestemte begivenheder før og under Anden Verdenskrig. Jeg har fundet det særdeles interessant – måske fordi jeg har været små forelsket i Japan i et godt stykke tid og har taget beslutningen om, at jeg vil besøge landet. 
 
LÆS, LÆS – LÆS DEN!
Har du mod på at springe ud i Haruki Murakami, så gør det! Det er i sandhed en fornøjelse af læse et så veludført værk, som tager dig med på en sproglig, metaforisk, historisk og kulturel rejse. Vi rejser sammen med vores unavngivne hovedperson, som på underfundig vis gennemgår en spændende og livsomvæltende forandring på alle tænkelige (og utænkelige) måder. Vær ikke bange for, om det kribler eller krabler af uhygge, men fryd dig i stedet over brugen af det surrealistiske og til tider filosofiske, som forenes på forunderlig vis. 
Måske får du, ligesom jeg, endnu større lyst til at besøge det historiske Japan, når du først har stiftet bekendtskab med Murakamis levende fortællinger. 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Translate »