Første september – yndlingstid & vigtige lektier

Første september – yndlingstid & vigtige lektier

I går var det første september. Dagen hvor graderne faldt modsat de høje temperaturer hen mod slutningen af august – og dagen, hvor det faktisk var mere end okay.
Det føltes naturligt; som om en brise af efterår landede med den tunge regn natten til og det lette skylag dagen derpå. Det er blevet efterår – men nu til dags kalder vi det vel sensommer. Her hvor varmegraderne er faldende, hvor der bliver brug for varme til arme og ben og hvor solen endnu titter frem og hilser på os med sit uv-indeks og fine stråler. 

Første september tændte jeg et stearinlys, for nu var det vel egentligt okay? Det er givetvis stadig lunt, men med efterår kommer levende lys – og gerne et hav af dem, når vi når hen mod november. Jeg fandt min “nye” tekande frem; en tekande jeg nu har arvet fra min morfar, som i juli gik bort. En tekande jeg kan mærke, jeg kommer til at bruge endnu mere end min smukke Bredemeijer, for den passer lige til mig; den er lille og fin, rummer en del og tilfredsstiller den tedrikkende.

Alt den lille tekande frembringer af følelser, ligger mit hjerte så nært: kærligheden til familiære bånd, til æstetik og til det hyggelige ritual min aftente bringer med sig. Ligeså til den beroligende og afslappende ceremoni, som giver mig ro i hoved og krop og som bringer ny energi og inspiration med sig. Hvor er mit ritual i grunden vigtigt – og her første september bestod det af endnu en bestanddel: den nye, gamle og elskede tekande, som jeg allerede holder så meget af. 

Første september pakkede jeg mig ind i en striktrøje. Sådan en rigtig strik af uld, som vamsende varmer om den øvre del af kroppen og som smøg sig om mig med sin lune. Det føltes ganske rigtigt og på min gåtur funderede jeg over den pudsighed, det var, at striktrøjen kom frem fra gemmerne den første efterårsdag. Mine sandaler lod jeg stå i gangen, selvom jeg har danset i dem gennem sol og regn den seneste uge. Jeg tog mine kondisko på, lod mine ben beklædes af tights og mine øjne af solbriller. Det er endnu ikke rigtigt efterår, men det lurer lige om hjørnet og indtil da, er det min absolutte yndingstid på hele året; det er nu, jeg stadig går i åbne sko, smider en let trøje over skuldrene og stadig lunter rundt med mørke glas på øjnene. Det er nu, det endnu ikke er for koldt og nu, varmen i stilhed trækker sig tilbage. Det er nu, jeg kan gå ude uden jakke, og nu jeg stadig kan nyde solens varme stråler uden egentligt at vide, hvor længe det varer. Yndlingstid. 

første september
Første september blev også dagen, hvor jeg i stilhed mærkede en frustration; over at give for meget af mig selv, som jeg egentligt ikke har, over mit lille firma og følelsen af mangel på tid (nok), over min bopæl og over hvor jeg egentligt befinder mig. Det føltes i al sin enkelthed helt naturligt, givet den overgang, jeg dagen igennem mærkede. Frustrationen lod sig mærkes af mange dages og afteners arbejde, af at jeg giver meget af min energi til andre – en energi jeg egentligt godt kunne bruge selv, af Horsens by’s miljø, som ikke rigtig eksisterer og af det faktum, at jeg ind imellem mærker trangen til både noget mere og samtidig af lysten til at trække mig tilbage. Trangen til at være i noget, der pulserer, noget, der tilbyder sig ved sin blotte tilstedeværelse. Og alligevel melder lysten til tilbagetrækning sig på samme tid; lysten til at trække mig, bo i udkanten af noget, passe en urtehave og skabe mit eget lille sted, hvor jeg kan udvikle på Moirai og blive i min kreativitet og mit flow.

Frustrationen lagde sig, men den kiggede frem og lod sig mærke og gav mig et vigtigt pejlepunkt om, at jeg skal mærke efter i langt højere grad, end jeg gør i dag. Jeg skal lade mig lede af følelser, intuition og mavefornemmelse og derefter skabe rum for en plan med dertilhørende gøremål. Vigtig er den lektie, for når jeg så at sige crasher på frustration, som jeg gjorde første september, er det fordi, noget skal laves om – eller også skal mine tanker justeres. 

Vi lærer alle af alt, vi omgiver os med og bevæger os ud i – og allerede første september lærte jeg, at målet for den resterende del af 2019 må være, at fokus skal ligge indeni. Jeg skal navigere rundt, afsøge følelser og hvad, der føles rigtigt og forkert. Jeg skal sørge for at sige fra og jeg skal sørge for at tanke på mine energidepoter, for de har ved Gud været nede at ramme bunden hen over en sommer med dødsfald, arbejde ved siden af arbejde og forkerte prioriteringer. 

Jeg ved endnu ikke, om min lektie er lært; jeg skal finde ud af det hen ad vejen, jeg skal justere, mærke efter og ikke mindst handle – og hermed er målet sat for sidste etape af 2019; jeg skal finde ind til det, jeg gerne vil; det jeg mærker er rigtigt – og så skal jeg, som klichéernes kliché, blive bedre til at sige fra og vælge det gode og energigivende til (indsæt emoji med namaste-hænder).



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Translate »