10 lydbøger til dit efterår, der gør dig rigere på liv, kultur & historie

10 lydbøger til dit efterår, der gør dig rigere på liv, kultur & historie

Jeg har egentligt aldrig været så glad for lydbøger, men på det seneste har det vist sig at være en helt fantastisk måde at koble af på – de fleste aftener med et fodbad og en godnat rulning af ansigtet med min rosakvarts roller. Ahh.. Nogle af aftenerne er min lille Beoplay endda kommet med i seng – og det er da en sand fornøjelse sådan at få læst godnathistorie.

Jeg havde svært ved at koncentrere mig om lydbøger i starten og skulle igen vænne mig til det ‘nye’ format. Det har været mellem ørerne på mig før; på mine lange ture fra Als til Aarhus, da jeg boede i Sønderborg og læste oppe på den gamle kaserne. Det var en sand fornøjelse – og nu en renæssance.

Med alle de bøger, jeg gerne vil læse, kan jeg knap forestille mig, hvordan jeg skulle nå det – altså både at læse og efterfølgende absorbere. Så jeg må prioritere, ligesom med alt andet her i livet, hvorfor jeg da også har trykket nogle af bøgerne hjem i ‘ægte format’, så jeg kan mærke papiret mellem hænderne. Der ér bare noget over en fysisk bog – også når den bagefter får sin helt specielle plads i bogreolen over dem, der på en eller anden måde har været med til at forme mit liv.

Ikke desto mindre har jeg jo kastet mig over lydbogen – selv når jeg laver mad, bliver der sat gang i BookMate, som er appen, jeg bruger. BookMate har 850.000 bøger og dermed et kæmpemæssigt udvalg i både lyd – og e-bøger. Der er så rigeligt at vælge mellem og betænker du at prøve dig frem, så er der 7 dages gratis prøveperiode. Just sayin’. Måske det lige rækker til et par sene efterårsaftener?

Leder du stadig efter noget at lytte til (eller læse), kommer her 10 af mine bedste bud på lydbøger – nogle jeg har læst og elsket og andre jeg stadig går og glæder mig til at få ind under huden. Det er alle bøger, der er gjort af en berigelse – i form af større viden inden for liv, der leves, kultur og ikke mindst historie. Kun én af bøgerne er en videnskabelig én af slagsen, mens resten er ren fornøjelse. En god blanding fra posen, der er blevet rystet – og forhåbentligt en hel del anbefalinger rigere efter endt efterår.

lydbøger efterår

10 LYDBØGER TIL DIT EFTERÅR, DER GØR DIG RIGERE PÅ LIV, KULTUR & HISTORIE

Kvinder uden mænd af Shahrnush Parsipur
Denne bog har jeg faktisk trykket hjem – for det er en af dem, jeg gerne vil have mellem hænderne – ganske ligesom Patti Smith, som findes længere nede på listen. Kvinder uden mænd (ej mænd uden kvinder) er en dejlig bog, som i magisk realisme fortæller om livet i Teheran, hvor fem kvinder mødes af forskellige omveje i en magisk have. Haven tilhører Farrokhlaga, en velhavende hjemmegående hustru, som ved et tilfælde har dræbt sin mand gennem 32 år. Her kommer vi omkring persiske myter i en (så langt jeg endnu er kommet) i en smuk fortælling om frihed, seksualitet og kvinder undertrykkelse i 1950’ernes Iran.

En moderne familie af Helga Flatland
Hvad er det, der udgør en familie? Er det de familiære bånd? De nære relationer? Det ikke at blive skilt? Eller blot følelsen af at være en del af en familie, der til stadighed er sammen? Bogen behandler skilsmissen mellem to mennesker, som er oppe i årerne – på sin vis ret uvant i vore dage, hvor skilsmissen rammer særligt det yngre publikum. Men hvad sker der, når en stærkt forankret familie brydes op?

Sapiens af Yuval Noah Harari
Jeg er (stadig) i gang med at læse Sapiens – for den skal absorberes og ikke mindst forstås. Når jeg dykker ned i bogen med papir og blyant, føler jeg næsten, jeg er tilbage på skolebænken – for denne bog kan lære os s å meget. Det er en mobbedreng af en bog, der emmer af eksplosiv viden om os som mennesker og den jord, vi beboer. Det er en fantastisk, videnskabelig skildring af vores og dyrenes historie, som omfatter alle grene af menneskeheden; lige fra jægersamfund op til det moderne menneske. En sand (og spændende!) fortælling og livet på kloden, som ikke kun beriger med viden men som i særdeleshed også underholder.

Det uperfekte menneske læst op af Jørgen Leth
Okay, hvem elsker ikke Jørgen Leth, hans stemme og hans mangefacetterede fortællinger? Jeg gør – og derfor er Jørgen ikke sluppet uden om denne liste af perfekte lydbøger til sommerferien, for Jørgens bog skal høres. Jeg glæder mig til finurligheder, fortællinger og en detaljegrad af kaliber, som kun Jørgen Leth kan se og frembringe. Og så glæder jeg mig til Tour de France – om end min Jørgen mangler.

Hengiven af Patti Smith
Ak ja, jeg kom til (med fuldt overlæg) at trykke denne bog hjem, for efter at have læst Patti Smiths M Train er jeg blevet fuldkommen betaget af dette multikunstneriske menneske, som rummer så megen dybde, at mit hjerte næsten brister. For en ‘kultuman’ (okay, seriøst kikset selvopfundet ord) som mig rammer denne bog lige lukt i hjertekulen, hvor Patti Smith tager os med ind i sit magiske univers, hvor kunsten bliver skabt. Her findes alt fra musik, bøger, digte og billedkunst sin form og jeg glæder mig unægtelig til at læse denne lille perle fra Smith hånd og ånd.

Hvad køer ved om livet af Rosamund Young
Jeg har længe skuet til denne finurlige bog, som er skrevet før overdøvende klimadebatter og før veganismens indtog i den vestlige verden. I al sin enkelthed handler bogen om køer. Ja køer. De søde dyr som beriger os med mælk og ost – og som eftersigende er rig på intelligens. Bogen fremhæver de særegne kvaliteter, som køerne har – og som er meget lig vores egne. Ja køer, de ved meget muligt noget om livet – og måske kan vi endda lære noget af dem.

Vi ses deroppe af Pierre Lemaitre
Jeg har aldrig rigtig læst meget om Anden Verdenskrig, for jeg tager det med mig både i de historier, jeg spinder i hovedet – og ligeså i alle de visuelle forestillinger, jeg gør mig. Ikke desto mindre, efter at have læst Kvinderne slottet af Jessica Shattuck (i øvrigt en kæmpe anbefaling værd), har jeg fundet en glæde i at læse de knap så tunge romaner om Den store krig. Pierre Lemaitre synes at formå at skabe en historie ud fra historien, som ikke øredøver med massemord eller kz-lejre, men som anskuer krigen fra et ganske andet perspektiv: drømmen om et bedre liv, om svindelnumre, overlevelse, kammeratskab og et samfund, der skal opbygges på ny. Alt i alt en bog jeg påtænker vil gøre mig klogere på det franske land under Anden Verdenskrig – og på venskaber, solidaritet og følelsen af frihed.

Mordet på kommandanten I – II af Haruki Murakami
Murakami har for mig alle dage været forbundet med mystik, kærlighed, magi og eksistentialisme, hvorfor Mordet på kommandanten er et must på min læse (lytte) liste. De sære og unaturlige hændelser i hans bøger taler til mit hjerte, som begærer hverdags-mystikken og det uforklarlige. Jeg forestiller mig, at Murakami kan blive en alletiders godnatlæsning over en Moon Milk og en gua sha facial (indsæt her smilende hjerteøjne).

Den som blinker er bange for døden af Knud Romer
Denne bog er blot et must til dig, der endnu ikke har haft fornøjelsen af Knud Romers sarkastiske, dominerende og ekvilibristiske sprog. Den selvbiografiske roman om Knud Romers opvækst på Nykøbing Falster med en skizofren (tysk) mor og en tvangsneurotisk far. Vil du have sort humor, sarkasme og alvor i et og samme, så lyt til denne fantastiske bog – som tilmed guider dig gennem efterdønningerne af Anden Verdenskrig i Udkantsdanmark.

Ar af Audur Ava Ólafsdóttir
Vinderbogen af Nordisk Råds Litteraturpris 2018 glæder jeg mig til at dykke ned i. Så vidt jeg kan skimme mig frem til, hylder bogen livet, humoren og hjertets kompas – og løfter fra selvmord til livslyst om end der heri ligger et paradoks af kaliber, til gengæld et af de gode. Jeg både gyser og griner lidt ved tanken, for jeg har alle dage været lidt til the dark side, når det gælder humor.
Bogen går humoristisk ind i en eksistentiel refleksion, når krisen rammer og alt man har lyst til er at dø. Og det er det Jonas Eberneser har efter at have været blevet skilt, afhændet sin virksomhed og besluttet sig for at rejse til et fjernt, krigshærget land i håb om at søge og finde. Med sig i sin kuffert har han en boremaskine – blot i tilfælde af at en krog skal hænges op i loftet. Det lyder banalt – og ganske herligt med de store kontraster.

 

Hvad læser (hører) I her i efteråret?

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Translate »