Juletraditioner
JUL,  PERSONLIGT,  TAKNEMMELIGHED

Juletraditioner anno 2018

Julens hyggelige stunder er det, denne helt specielle højtid handler om. Sådan tror jeg de fleste har det; at det er omkring disse vi samles om nærvær, samvær, fordybelse og de gode øjeblikke, som deraf følger. Stress og jag gennem julen er ganske vist mere en regel end en undtagelse for mange, dog tror jeg, at de fleste ønsker det anderledes. Der skal kigges på ønskesedler, købes (eller laves) gaver, pakkes ind – og dertil kommer både juledag og mad. Der er så rigeligt at give sig til i december måned, hvorfor vi nogle gange glemmer de små øjeblikke, som udgøres af de stunder, hvor vi enten hygger os sammen eller finder ro i en given ‘juleaktivitet’. Det er vores traditioner, og selvom de er mange, og nogle af dem ikke handler om samvær, så er det netop dem, vi skal værne om – hvad enten vi er familie, alene eller sammen med venner.

Jeg værdsætter de små juletraditioner som både vi i familien, og jeg selv har skabt. Nogle af dem har varet, siden jeg var barn, mens andre er kommet til gennem årene – særligt dem jeg selv har taget mig i mit eget lille liv og hjem.

Adventskalender
1/ Julebogen

Jeg fører julebog. Julebogen kan noget helt særligt, og hvert år bliver den fyldt ud af noget mere. Det startede i al sin enkelthed med, at jeg skrev de gaver ned, som jeg havde givet, og ligeså dem, jeg havde fået. Jo flere jule jeg er nået igennem, des mere fyldes min julebog ud af begivenhederne omkring juleaften og dagene omkring; hvor julen blev holdt, hvem der var der, hvad vi fik at spise og små anekdoter fra aftenen.
Desuden skriver jeg ned, om der er blevet givet adventsgaver, og hvad de indeholdt. Tillige er den begyndt at fyldes af gode opskrifter på småkager, julekonfekt, luciaboller, julekager og des lige, og det er hyggeligt både at bladre igennem for at finde inspiration, men også at kigge tilbage på de forgangne år og mærke julen blusse op i kinderne igen.
Et af bogens vigtigste elementer er taknemmeligheden omkring både julens stunder, gaverne og de mange gode mennesker, jeg er omgivet af, og når dagen kommer, hvor jeg (måske) selv får børn, vil jeg gerne have, at de hvert år skal skrive i deres helt egen julebog. Det er vidunderlig måde hvorpå at anskue julen og udvise glæden ved selv de mindste ting – noget jeg gerne vil give videre midt i alle julegaverne, perfektionen og det massive forbrug, vi er ramt af.

2/ Adventsgaver
Det er mere regelen end undtagelsen, at jeg laver en adventskalender til min mor. Hun gør så meget for min bror, min far, morfar og jeg, at hun skal have bare lidt mere gennem december måned. Ofte består gaverne af noget, jeg ved, hun elsker; den franske bodyshampoo, som jeg altid har med hjem fra Frankrig, når jeg er der, gode kaffer, lækker chokolade, fransk olivenolie eller balsamico, noget hun mangler i hverdagen, en god bog eller en kulturel tur på museum/herregård/etc. Mulighederne er mange, og gaverne hører sjældent til kategorien indenfor overflødigheder. Jeg vil gerne give noget, der kan bruges, noget hun mangler (uden måske selv at vide det) og noget, der giver mening i hverdagen.

3/ Julepynt
Hjemme hos mig selv pynter jeg aldrig meget op, men lidt skal der til. Derfor hænges min mormors gamle juleornamenter i vinduerne, hvor de skaber hygge og ro. De minder mig sådan om hendes dejlige væsen og de mange gode stunder, jeg som barn, teenager og voksen har haft i selskab med både hende og min morfar. De fylder i mit hjerte, og derfor, efter hendes død hvor jeg fik tre af de fine juleornamenter, kommer de op hvert eneste år.
Og så køber jeg ét (okay, nogle gange to eller tre) stykker julepynt til mig selv hver jul. I år har jeg allerede købt to fine uroer  i messing, som hver især fortæller et H. C. Andersen eventyr. De er kommet op i hvælvingen mellem min spisestue og min stue og pynter så fint.

Juletraditioner

4/ Risengrøden
Jeg e l s k e r risengrød. Med masser af kanelsukker og uden smør. Jeg spiser det øverste lag først for derefter at drysse mere kanelsukker på næste lag, og sådan graver jeg mig igennem, indtil skålen er tom. Det i sig selv er nærmest en tradition.
Jeg får risengrød mindst én gang gennem december måned og igen lille juleaften. Det er nemlig her traditionen ligger, og den startede i og for sig, da jeg begyndte at kunne spise. Hvert år spiser jeg til stadighed hos min mor sammen med min lillebror, og menuen står som selvfølge på risengrød. Bagefter hygger vi, sludrer, drikker et glas vin og nyder den (til stadighed) spænding, der ventes dagen efter.

5/ Pusser, Mandse og Bas Bas
Kært barn har mange navne, og familiens lille chihuahua går ikke fri. Vi har så at sige arvet ham fra mine bedsteforældre, idet min kære mormor gik bort og min kære morfar ikke længere kunne tage sig af ham selv. Pusser, Mandse eller Bas Bas giver nemlig altid en gave til min mor, fordi hun er så god ved den lille mand. Han er vores ekstra familiemedlem, som i hundehår er lige gammel som min mor; ja han har faktisk (også) ramt pensionsalderen. Ligeså går gaven den anden vej, og lille mand får lidt lækkert juleaften; noget der kun er forbeholdt højtiderne. Heldige asen; i år har han også fået en hundejulekalender, som jeg ikke kunne stå for, da jeg ramte den på hylden i mit lokale supermarked.

6/ Museumsbesøg
Jeg elsker at gå på museum – måske qua min uddannelse, selvom det nu altid har været en af mine yndlingsbeskæftigelser. På et museum finder jeg ro i at gå rundt og fordybe mig – og jeg elsker den mulighed, der for mig ligger i at tænke tanker. Jeg finder stor inspiration i museets rum og nyder stilheden, som indtager sin plads i mig. Selvom det er et afbræk, så er det også her, jeg husker på, hvor vigtig julen og julemåneden er. Og her jeg virkelig mærker mig selv – som hvis jeg går en lang tur ved vandet eller i skoven, som jeg også har tradition for her i december måned. I år blev det til en tur på Clay i Middelfart i starten af måneden, og i sidste uge blev det en tur på både Musée Rodin og Louvre i Paris. Det har i sandhed været en fornøjelse at opleve Paris i fuld juleflor – og også endda med en tur på museum. Min lykke er gjort.

Juletraditioner

7/ Far
Siden min far kom galt af sted i en skiulykke for snart 12 år siden, har jeg sørget for gaven fra ham til min mor. Jeg kan ikke hamle op med mobiltelefoner eller rejser til Caribien, ikke desto mindre er min (selvvalgte) opgave at finde noget lækkert til hende. Kunne hun selv vælge, ville hun ikke behøve gaven, men jeg synes, det hører sig julen til. Min far er her stadig, om end han ikke bor hjemme, de er stadig gift og min mor besøger ham mange gange i løbet af ugen selv her 11 år efter, så selvfølgelig skal hun have en gave fra min far. Han er muligvis ikke i stand til at give hende sin julegave selv, men så er det godt, at hjælpen er lige ved hånden <3

8/ Indpakning
Når alle julegaverne er i hus, sætter jeg mig ned en morgen, en eftermiddag eller en aften med en kop te eller kaffe, lægger alle julegaverne ud på mit spisebord og pakker ind. Jeg elsker nemlig at pakke ind, give personlige gaver i personlig indpakning og virkelig gøre noget ud af julens hyggelige goder. Det er lidt noller, men hvert år vælger jeg med omhu det papir og det bånd, som gaverne skal pakkes ind i. Det er ikke noget særligt, og som regel ender jeg med brunt kraftpapir med hampesnor og en lille ekstra detalje, som ændrer sig fra år til år. I år er det ikke meget anderledes, og jeg har vovet mig ud i kraftpapir med mønster på. Jeg er derfor spændt på, hvordan julens gaver kommer til at tage sig ud denne gang.

9/ Julebag
Det hører sig jo til – at bage op til jul. Min søde veninde, som jeg lige har været en tur i Paris med, fortæller mig ofte, at jeg frygtelig huslig og hjemlig. Jeg drømmer om et hus med en lille køkkenhave, om at bage til familien ind imellem i weekenderne og om et stort, lidt landligt køkken med masser af plads til julens småkager, panforte og marcipanbrød. For det er da næsten først jul, når småkagerne er kommet ud af ovnen og duften spreder sig i mit lille hjem. Julebagen er som julepynten, gaverne og risengrøden; det skal til, før det er rigtig jul. I år planlægger jeg at bage jødekager, håkonskager og luciaboller, og jeg glæder mig allerede. Det bliver i weekenden op til juleaften, så vi har masser at hygge os med både juleaften og til de obligatoriske julefilm i juledagene.

10/ Harry Potter
Det er et must for mig at se Harry Potter i løbet af julemåneden. Sommetider bliver det blot til en enkelt film andre gange til et helt marathon. Jeg har hygget mig nogle af de mørke aftener med at se de første film, og jeg elsker det, intet mindre. Det minder mig sådan om min fars, brors og min tradition, hvor vi tog i biografen for at se hver en ny Harry Potter film, hver en ny Ringenes Herre og ligeså James Bond. Min bror og jeg fører disse traditioner videre, men i julen handler det nu blot om Harry, Hogwarts, Hermione og Ron.

Juletraditioner

Jeg er spændt på, hvad der i år kommer til at stå i min julebog. Allerede nu har jeg sikret juleturen (til Paris denne gang – andre gange til Odense, København, Flensborg, Hamborg eller London), hvorfra jeg har taget masser af julestemning med hjem. Jeg er sikker på, at julen bliver endnu en hyggelig, varmende og nærværende én af slagsen, og mest af alt glæder jeg mig til at hygge med min mor, far og min bror for at se julefilm – og så skal min bror og jeg vist en tur i biografen for at se Fantastic Beasts 2 – det er også lidt julet. Jeg har allerede taget hul på mit Harry Potter Marathon, så den er vist næsten i hus. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Translate »