Vinterens lange læseliste & noget med fast ejendom

Vinterens lange læseliste & noget med fast ejendom

Jeg læser i perioder – og ligeså i faser. I perioder hvor jeg har en læselyst så stor, at den ikke kan tæmmes. Den vil ikke tæmmes. Og i faser alt efter interesse. I øjeblikket er jeg inde i én af dem, hvor den danske hverdagslitteratur har ramt mig og taget mit hjerte, min latter og min lyst med storm.

Siden jeg blev færdig med En anden kvinde end mig, har jeg været i vildrede – de få dage, hvor jeg ikke haft haft en bog til mine sene aftener. Hevet den ene bog efter den anden ned fra bogreolen af dem, jeg endnu ikke har læst og aldrig, i den korte tid det har varet, blevet tilfredsstillet hverken sprogligt eller “plotligt”. For min fase hedder i øjeblikket hverdag og ikke historie. Og selvom Den evige ild af Ken Follett, som jeg i øvrigt er sikker på er vidunderlig og fantastisk skrevet som i enhver anden af hans spændende, store fortællinger, er det bare ikke lige dér, jeg er lige nu. Jeg er ca. 400 år fremme i tid, her hvor protestantismen er en naturlig del af vores hverdag og hvor ingen gør oprør over europas religion – på nær den forsøges overtaget af en helt anden.

Den fase lander jeg nok i igen; den hvor historiens gang og fiktion blandes, og hvor begivenhederne er så smukt fortalt, at jeg går i ét med den imaginære tilstand, jeg lander i, når jeg opsluges. Jeg glæder mig til fasen, bevares, men lige nu er der en anden, der skal traskes igennem, før den endnu engang indfinder sig. Og det er den med hverdagene. Den med de tragikomiske scener og ligeså karakterer, som jeg ind imellem genkender mig selv i. Den hvor hverdagssituationer er så banale, at jeg krummer tæer. Den hvor det moderne, vestlige menneskes liv sættes i spil over for det, der udspiller lige for øjnene af både karakter og læser, og hvor den, sommetider, mindste detalje ikke undlades. Ikke for at gøre en verdensomvæltende forskel, men for at gøre opmærksom på, at den var der. At det var noget, der blev lagt mærke til; de røde negle mod et hvidt plastikkrus, sivene i søen som nærmest friseres af vindens pust, striberne i fortovet, som man undgår at træde på og mælkeskummeren fra Nespresso, som skummer mælken så tyk, at man skulle tro, det var modermælk, der var i den. Jeg er forfalden til det – til det banale, og jeg vil have mere.

Derfor er der rigeligt af den slags på de kolde(re) dages læseliste. Dem hvor aftenerne er kortere men forlænges af stearinlys og skoldhed ingefærte. Hvor tæppet findes frem fra fodenden af sofaen, fordi fødderne er blottet og rummet køligere. Dem hvor man har fået linsegryde til aften og glæder sig til at mænge sig med ordene for at blive klogere på livet, blive underholdt af sproget og hvor genkendelsens glæde og ligeså pinagtigheden melder sig. Det er let og lækkert. Det er faktisk florlet og læskende lækkert og jeg er ret så vild med det – krydret med hverdagsminimalisme, et drys poesi, en autobiografi og et, forventer jeg, glimrende forsøg på at opridse livet af en kunstnerisk kvinde.

Novellerne, de korte romaner, hverdagens trivialiteter hermed i ét sammensurium af en læseliste, som jeg vil forsøge mig med at få læst. For det hænger sådan sammen, at jeg aldrig sætter mine ben på biblioteket – det skulle dog lige være for at få fingrene i Annie Saumonts En duft af lavendel, som jeg håber bliver genoptrykt – for jeg vil eje mine bøger. Eje, ikke leje – som man nu siger om lejligheder og fast ejendom. Sådan har jeg det med bøger.

Læseliste

DE KOLDE(RE) DAGES LÆSELISTE

Kantslag af Dorthe Nors
En lyserød, lækker sag på blot 147 sider. Say what. Jeg tænker, at jeg allerede vil have mere, når den er slugt. Kantslag er Dorthe Nors’ internationale gennembrud, og jeg fatter ganske enkelt ikke, at jeg endnu ikke har læst den. Den var ikke i min fase – jeg var ikke i sync med den del af litteraturen.

Indre By af Jeppe Krogsgaard Christensen
En novellesamling som foregår i Indre by i København. Jeg elsker og jeg savner København med alt det, den er. Og jeg elsker, som jeg vist har fået stated en del gange, hverdagsminimalismen og banaliteterne, der følger med. Jeg har høje forventninger til denne, som jeg krydser mine fingre for, at den kan indfri.

Plantage af Anette Brogaard
Plantage er en lille samling af noveller/fortællinger på blot 48 sider. Den er udgivet af (mikro)forlaget Arkiv for deltaljer, som jeg har en art kærlighed til. Præcist hvorfor ved jeg ikke. Annette Brogaard er i Plantage optaget af relationerne mellem mennesker, når denne er allermest uligvægtig, hvilket jeg, i sig selv, finder interessant. En lille kort én er det, ikke desto mindre forventer jeg at 1/ blive klogere på Annette Brogaards univers og stil og 2/ blive forfalden til hendes univers. Ingen af dem er en selvfølge, men forventningerne er skruet op, og selv 48 sider som her kan give stof til eftertanke.

Det var så den vinter af Dorthe Nors
Jeg tror, jeg går hen og bliver lidt forfalden til Dorthe Nors. Som om jeg skal indhente alt det, jeg er gået glip af. Denne er et sammendrag af hendes to noveller ’Dage’ fra 2010 og ’Minna mangler et øvelokale’ fra 2013, som byder ind med hver sit koncept. Jeg tror, jeg elsker det, Kan man det uden egentligt at vide det? Elske noget før man har set eller rørt ved det?

Alt hvad du ejer af Caspar Eric
Caspar Erics poesi, som jeg har fået en lille forsmag på, fordi jeg en dag listede mig på biblioteket (uden at låne noget, bevares), og som jeg gerne vil have mere af. Jeg fik følelsen af, at den kan læses som en roman i digtform. En smuk kombination, som bryder linjerne. Om en sorg over et tab, der aldrig har været, et tab, der aldrig rigtig blev til noget, men som har efterladt et hulrum.

Kort over Canada af Dorthe Nors
Jeg er allerede i gang. Jeg kunne ikke dy mig for at klikke Kort over Canada hjem, efter jeg færdiggjorde Spejl, skulder, blink. Jeg har aldrig gjort så meget i novellen, og jeg må indrømme, at jeg skal vænne mig til den ‘nye’ form i mit læse-oeuvre. Ikke desto mindre er jeg ret begejstret; jeg kommer vidt omkring og når blot lige at tune ind på fortællingen, før jeg kastes ind i en ny. Jeg får fornemmelsen af, at disse små brudstykker af øjebliksbilleder skal genlæses senere hen. Blot for at få det hele med – ligesom jeg genså The Butterfly Effect et utal af gange i sin tid… Anmeldelse kommer.

Den som blinker er bange for døren af Knud Romer
Fordi Kort over paradis ikke læses uden forløberen. Punktum.

Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, Carls bog af Naja Marie Aidt
Ærlighed og Naja Marie Aidts skrevne ord kan kun gå hen at blive en god oplevelse, også selvom den ikke hører til de bedste af dem, livet byder på: et tab af et barn; hendes søn Carl. Livet sætter sine spor, det ved jeg selv, ingen går fri, hverken nu eller senere, der hører en fandens masse og dybe refleksioner til, som sommetider kun bearbejdes ved at nedfælde dem, og det ser jeg frem til; til ærligheden og til refleksionen. Til at kigge frem og til at turde at kigge tilbage.

April 2026 af Jeppe Krogsgaard Christensen
En dystopisk fortælling om det, der sker, når vi skræller samfundet ind til benet. Når vi lægger vores liv, ve og vel i hænderne i internettets spind, når er alt digitaliseres og når alt det uden nytteværdi forsvinder. Først og fremmest er dette krymmelet på lagkagens flødeskumstop: kulturen. I April 2026 starter vi med at hive fat i kunsten, litteraturen og musikken, som er et overflødighedshorn af ligegyldigheder i den digitaliserede verden. En verden, der muligvis ikke ligger så langt endda ude i fremtiden, om end det er sat voldsomt på spidsen. Jeg kunne skrive meget mere om kulturens mange goder og om netop hvorfor, den er så vigtig for vores samfund, men det må vente til en anden gang. I mellemtiden vil jeg gerne have læst denne.

Vivian af Christina Hesselholdt
Jeg ser frem til at lade mig forføre at Christina Hesselholdts poetiske sprog og smukke metaforer. Og til at blive klogere på kvinden bag de 150.000 fotografier, som hun tog mellem Chicago og den sydfranske sol.

Spejl, skulder, blink af Dorthe Nors
Fordi jeg selv sommetider er dårlig til at skifte gear i mit liv. Og fordi jeg føler mig dybt underholdt af Sonjas karakter, både på måden hvor jeg finder mig selv grinende i sofaen – og ligeså på måden hvor hendes ensomhed rammer mig; hendes evige  søgen tilbage til barndommens kornmarker, faderens kærlige hånd og de forskelligheder, hun stødte på, som rammer hendes i et diffust øjeblik. Anmeldelse kommer.

Aften på Kalvebod Brygge af Henrik Jessen
Udkom 5. oktober og tyder på at være endnu en lille kant i dansk litteratur. Angsten for ikke at slå til er et emne den behandler – og ligeså et emne, der er højaktuelt i dagens samfund. For hvornår synes vi egentligt, at vi er gode nok? Denne klikker jeg muligvis hjem til mig selv i fødselsdagsgave, om end den ikke varer længe, er gode bøger noget, der bor i mig for evigt.

The Monster af Madame Nielsen
Da jeg så, at Madame Nielsen havde udgivet endnu en bog, vævede jeg frem og tilbage, om jeg skulle købe den. Ikke fordi mine forventninger ikke er høje, for det er de ved Gud, men fordi pseudonymet (og fænomenet) Madame Nielsen leger – ikke kun i al sin skønhed med det danske ord – hun leger også hvem-er-hvem, for hvem er Jesus Kristus? (Og sætter dermed en bevægelse i gang om, hvad der efterlades, hvis ikke det er af symbolsk eller religiøs karakter? Hvis man er Messias, altså…) Og er han en del af en avangardistisk performancegruppe, som slår sine folder i teatermiljøet i New York? Hun trækker på de store klassikere; de samfundskritiske, filosofferne, tænkerne og jeg glæder mig til at blive spundet ind i hendes stilistiske univers. Også trods det kræver en lige tunge, såfremt man ønsker at slubre de fabelagtige detaljer i sig.

Mænd uden kvinder af Haruki Murakami
Er det ikke bare på tide at tage fat? I Hakuri Murakami?

Marble af Amalie Smith
Jeg er kunsthistoriker og mit hjerte brænder for det gamle Grækenland, hellenismen, og de græsk-romerske skulpturer, som engang fremstod i alskens farver, men som i dag bæres af den rene hvide form og ‘farve’, som var de polerede overmennesker. Derfor skal jeg læse Marble af Amalie Smith.

Historien om det hele af Kristian Leth og Eske Willerslev
Fordi mit tenderende spirituelle jeg ikke kan holde nallerne fra alt det, som jeg undres over i min hverdag. Hundehaler for fodenden af min seng i mit barndomshjem, om hvorfor videnskaben tilnærmelsesvis forsøger at forklare alt men holde sig fra ‘intetheden‘ og ‘imellem‘, som kommer efter alt.

Svøm med dem som drukner af Lars Mytting
Her befinder vi os i midten af den norske litteratur. Romanen er fra 2014, men en god historie lever ej i tid og rum. Jeg har høje forventninger til Lars Mytting, både sprogligt og handlingsmæssigt, for bogen har gjort et indtryk blot ved at læse bagpå. Edvards forældre blev dræbt i en fransk skov i 1971 af en granat fra Første Verdenskrig, og siden er han vokset op hos sine bedsteforældre. Viljen vil, at han drager på jagt efter spor og efter sandheden, for hvad lavede hans forældre egentligt i Frankrig? Spørgsmål om eksistens, spørgsmål til ophav og graven i en slægtshistorie, der tydeligvis ‘connects the dots’ er lige noget, der falder i min smag. Og jeg har da allerede også taget hul på denne flotte sag.

Jeg har allerede taget hul på læselisten, og siden er den blot blevet længere. I skrivende stund læser jeg Marble og Svøm med dem som drukner, og har færdiggjort blandt andet The Monster af Madame Nielsen, som du kan læse en anmeldelse af her

Hvad læser I her i det kolde efterår?



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Translate »