The Monster Madame Nielsen
ANBEFALINGER,  BØGER & LÆSELISTER

The Monster af Madame Nielsen – En boganbefaling

Hovedpersonen, manden, drengen, vi hverken kender navn eller alder på, skaber referencer til Madame Nielsens egen rolle til det gamle Sovjet og en koncert, som i bogen blev givet nogle år forinden, han i vinteren 1993 drager til New York. Begivenheden i Sovjet, hvor han sammen med sit rockband, medvirkede til Sovjetunionens sammenbrud, idet masserne blev skubbet ud over kanten, rejste og frigjorde sig fra jerntæppet i 1989. Verdensordenen var brudt og historien sat i skred. Og netop historiens skred er det, vores hovedperson søger. Hvornår bliver verden sat i bevægelse, og hvad skal der til?

TEATRALSK MAKROKOSMOS I NEW YORK
The Monster er en af de bøger, der graver sig ind under huden. Langt ind. For den er i sandhed teatralsk, mørk og fængende. Netop teateret spiller en vigtig rolle i Madame Nielsens The Monster. Vi klædes på til scener, der udspiller sig igen og igen, og med samme kontinuerlige scenegenkendelse, skaber hun et makrokosmos i den lejlighed, hovedpersonen vedbliver at vende tilbage til. Tæppes trækkes fra, akterne udspiller sig, et stykke indfinder sig og tæppet trækkes endnu engang for, som om vi, som læsere, befinder os som vidner til et subtilt, fornuftsforladt og paradoksalt teater, hvor stykket er nøje indstuderet og hvor intet overlades tilfældet.

I New York vandrer den unge mand rundt og har hverken penge på lommen eller et sted at bo. Hans mission er at blive en del af The Wooster Group, en performancegruppe tilhørende The Garage, hvor Willem Dafoe bærer hovedrollen. Tror han, lige indtil bevidstheden stiger ham til hovedet og den egentlige, rigtige mission står som skrevet for ham i sten.
Han indfinder sig derfor hos tvillingerne Jerry og Bruce i det førnævnte makrokosmos, som lejligheden skal vise sig at forvandle sig til; et rum uden for tid og sted, en galakse af referencer og det kontinuerlige, absurde, evige og gentagende. En forunderlig verden af absurditeter, banaliteter, eksplosiver, sygdom og død, som tilnærmelsesvis lader sig skue som romanens omdrejningspunkt. Og det er den i en vis forstand også, blot ikke helt som vi tror.

ANDY OG THE MISSING LINK
Lejligheden bærer stærke og direkte referencer til Andy Warhol, som væves ind i den eksperimenterende roman, og den bastante (i kunsthistorisk sammenhæng) kunst får dermed lov at flyde frit og sættes i spil som et bærende element i hovedpersonens liv. Grænserne mellem sandhed og løgn, virkelighed og det illusoriske og mellem det rationelle og irrationelle udviskes i lejlighedens rum, og det drømmende, letlegende og det modsatrettede absurde og monstrøse står som mastodonte nøgleord romanen igennem.

Ligeså gør hans søgen efter historiens skred. I The Garage, hvor The Wooster Group holder til, ser han gentagne gange Willem Dafoe; aben, Frelseren, Messias; the missing link. Hovedpersonens eneste formål er en søgen efter at sætte historien i bevægelse, og hvordan gør man det, når man er ene om at være bevidst om denne mulighed, denne længsel?

Og han så ham komme foroverbøjet slæbende sig op ad den nøgne, stenede skråning med korsets tværbjælke hvilende hen over ryggen, og solen, tornekronen og blodet, der langsomt silede ned over det der ansigt, der ikke var et ansigt, men et fjæs, et abefjæs, the missing link mellem Herren og menneskene, og han tænkte, at det var derfor, han var her, ikke på grund af tvillingerne eller Warhol eller den elektriske stol, men fordi han, når tiden var inde, skulle træde i abens og Frelserens sted som the missing link mellem avantgarden og masserne, Messias og Hollywood, og få noget til at ske, sætte Historien i en bevægelse, der ville ændre alt (…)

Hvad der udspiller sig før og efter, må være op til læseren af denne prægtige roman at undersøge. For romanen ér af undersøgende art, og den udfordrer læseren på kunst, teori og historie – og på at finde glæden i det repetitive, som kan synes enerverende til en start.
Andy Warhol bærer desuden en gennemtrængende betydning bogen igennem og vikles fint ind og ud af betydninger, fortolkninger og henvisninger, og ligeså gør både Willem Dafoe, tvillingerne og fremtrædende banaliteter af anden karakter. Tungen skal holdes lige i munden, og opmærksomheden skal rettes mod det undersøgende element. Formår man dette, får man en læseoplevelse for livet, der er spundet sammen på formidabel vis.

REPETITIV, KUNSTERISK GENIALITET
Romanen igennem udsættes man nemlig som læser for overvældende informationer, lange, subtile sætninger og for gentagelsens kunst og bruddet, som følger. Repetitionen er interessant; den sættes i spil i tilnærmelsesvis alle dele af romanen, selv i hovedpersonens forsøg på at gennemleve Jørgens Leths Andy Warhol Eating a Hamburger fra filmen 66 scenes from America fra 1981. Repetitionen er i sandhed et bærende element og rejser både spørgsmål og forventning til, hvornår gentagelsens kunst ikke længere kan gentage sig selv – og hvornår gentagelsen bryder med egne konventioner.

Men gentagelsen spiller også en anden, og vigtig, rolle. Mellem Andy Warhol og Willem Dafoe dukker nemlig endnu en kendis op, Susan Sonntag, som plæderer for, at kunsten ikke længere blot er. Kunsten skal gentagne gange retfærdiggøre sig selv og sin mission, dens uskyld er taget og i dag lever den et udsat liv i længsel efter accept. Set i lyset af The Wooster Groups uendelige, repetitive, spontane og særligt æteriske kunst og de gentagne scener, som Madame Nielsen leverer, understreges viljen til kunsten; til at skabe den og til at give den det liv, der er autonomt.
Nielsen undersøger det samtidige samfunds holdning til kunsten, som til dels går igen i dag; performancekunsten, litteraturen, Andy Warhols elektriske stol, filmkunsten; det, der repeteres, men også det, der kan synes uhåndgribeligt – også i Madame Nielsens kyndige fingre.

AVANTGARDE?
Romanen, et stykke avantgardistisk prosa, som tilsyneladende ikke har præcedens på den danske litteraturscene, er et pragteksemplar på en eksperimenterende, særegen roman, som kræver noget af sin læser. Vi drages ind i et cirkus af elementære, egenrådige doktriner, som “monstrøtisererer” (selvopfundet ord) romanen igennem og gør den til et enestående elegant og urovækkende stykke litteratur, som er både overvældende, frigørende og sindsoprivende på én og samme tid. Madame Nielsens (selv)kontrol kender ingen grænser, intet er tilfældigt, hverken i ord eller handling, og alt har sin årsag i det konstituerende element, som Madame Nielsen med bravour formår at frembringe mellem linjerne i denne gruopvækkende og i sandhed fascinerende roman.

Læs den, for Guds skyld. Jeg kan ikke komme i tanke om hverken det ene eller det andet, jeg kan sidestille den med, for den er i sandhed særegen. Den leger med dit sind, din forståelse og opfattelse og spiller dig gerne et ekstra pas her og der.

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Translate »