Strøtanker uden glitter – Afgængerne

Strøtanker uden glitter – Afgængerne

Arles- mon amour – no pasaran 2. 2015
Sgacliola

Jeg mødte en kvinde i går på museet. Hun var i vildrede, 2. år på Kunstakademiet i Aarhus. Hvor skal afgængerne udstille? Hvad skal vi gøre, når vi er færdige? Skolen har cuttet alle forbindelser til mulige udstillingssteder, som stadig vil tage os ’grønne’ ind. Ét stort spørgsmålstegn – én stor frustration. Og mange lange nætter har det kostet. For man vier jo en del af sig selv til kunsten, når man skaber den, til et andet menneske; en modtager. Men hvad nu hvis der ikke er nogen modtager, ingen beskuer?

Ja.. Hvad skal de gøre? Kontakte udlejningsgallerierne? Kontake de højprofilerede? Museerne? Kunsthallerne? Også de af dem, der er blevet såkaldt professionaliseret – ligesom Aarhus Kunsthal. Slå et søm i væggen og håbe, at billedet hænger fast trods Knud?

De skal selv ud. Ud at reklamere for dem selv, sælge dem selv og deres sjæl til dem, der vil have den. Udkrænge deres indre i håb om, at deres hjerter kan udstilles, vises, spottes og hædres.

De har det svært, afgængerne. Særligt dem fra Aarhus. For Charlottenborg lægger fornemme lokaler til Københavns afgængere. Og hvor ville jeg være misundelig, hvis jeg gik på akademiet i Aarhus. Føle mig en lille smule snydt. Særligt nu hvor muligheden for afgangsudstilling er cuttet, åbenbart. Av. Men dem i København går selvfølgelig også på Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvorimod eksilerne må nøjes med Aarhus Kunstakademi. Elitært? Ja? Men berettiget? Måske.. For det kan bare noget, det kongelige. Eller hvad?

Og alligevel har det en del af sige at være autodidakt. Man har selv skabt sig. Ingen formel uddannelse men blot et talent, som bliver opdaget, ser dagens lys, kan noget. Måske endda noget nyt.. Ligesom Frandsen ovenfor og den smukke sgacliola.

Og hvor ville jeg dog alligevel sommetider ønske, at jeg ejede mit eget galleri. En drøm, der har spiret siden jeg var barn. Ikke for kun at imødekomme de ønsker og behov, der måtte være, men ligeså for at skabe muligheder. For at sende en due op, som blot har ventet på at blive løst af sine tøjler. Og blot lade den flyve på egne vinger – uden destination. Det er da smukt. Men det er bare ikke nok, vel?



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Translate »