en anden kvinde end mig
ANBEFALINGER,  BØGER & LÆSELISTER

En anden kvinde end mig af Agnete Braad – Boganbefaling

En anden kvinde end mig handler i sandhed ikke om andre kvinder end Julie, vores hovedperson, som jeg så ofte skimter noget af mig selv i. Hun er blevet alene, som min mor ville sige det, efter et længere forhold med Rune; en dovenlads af kaliber, som har sit filosofiske hoved skruet rigtigt på, men som ikke lader resten af hverken krop eller sind følge med. En nonchalant skildring af en kvinde, hvis liv blot er på vej tilbage på sporet efter at have ligget i ruiner i en rum tid; efter at hun har glemt sig selv og påtaget sig blot en skygge.

Julie er i sine slut-tredivere, hun er kunsthistoriker, i gang med at ansøge et PhD-stipendiat og så arbejder hun deltid på Lennart Frost, et galleri, hvor tanker om kunsten udfolder sig gennem bogen.
Julie har, som de fleste andre kvinder i den alder, en række venner og veninder, som spiller en knap så stor rolle i bogen. Og som den single-pige hun er, gør hun sig tanker om både nuet og om fremtiden – ligesom vi alle gør, når vennerne ‘nester’ og der begynder at komme rollinger. Det skaber noget stof i bogen, som jeg kender alt for godt til; hvem vi er og hvem, vi bliver, når vi slår os ned. Ændringen er somme tider ikke til at spotte, og andre gange er de øredøvende synlige.

Sommetider overvejede jeg, om hun havde mistet hjerneceller ved at blive familie. Som om den skuffe i hjernen, der plejede at være åben og fuld af liv og drømme, lukkede sig i takt med det hjem, de skabte.

en anden kvinde end mig

Vi følger Julies liv efter bruddet med Rune og kastes ind i hendes nye lejlighed, som hun selv først er ved at indrette. Julie skildres som en stærk kvinde, og trods vi bydes velkommen i hendes tanker, står hun stadig som en stærk kvinde i min optik – også selvom hun lader sig forføre, har ladet sig kue og har, som jeg selv oplevet, prøvet at miste sig selv og sit fodfæste i egne rødder. At forsvinde ind til en art intethed i forsøget på at behage en anden.

Jeg antager den andens form, jeg er alt for tilpasningsdygtig, som en fisk, der skifter farve efter miljø og sammenhæng. Og det er ikke kun smart, det er også noget, den gør, når den er truet, camouflerer sig for at gå i et med omgivelserne. I virkeligheden Hart jeg brug for at være i fred, ligger under en sten uden at blive forstyrret, men det kan man ikke sige til en gæst, man selv har inviteret til middag.

en anden kvinde end mig
Til trods for denne tilnærmelsesvise eremittilværelse, Julie lever, eller gerne vil leve, møder hun sig selv i mange forskellige sammenhænge gennem bogen. Hun møder sig selv i mødet med naboen, i mødet med Mark, Pernille og Eva. Og hun møder sig selv i egen øjenhøjde og gennemgår en art forvandling gennem bogen; en indsigt i hvem og hvad hun er. Hun er den centrale rolle i bogens 239 sider, og ligeså er hun det i egen tilværelse. Her kredses der om en af art af den trivielle erkendelsesrejse, hun ubevidst begiver sig ud i efter bruddet med Rune. En rejse, der åbner op for refleksioner over fordelingen af kønsroller såvel som den kontrol, hun har svært ved at slippe; et centralt element i vores nuværende samfund, hvor vi forsøger at gøre op med både det ene og andet for at kunne leve et liv i større flow i egen krop.

Refleksionen peger ud på det omkringliggende samfund, vi lever i og behovet for kontrol giver en form for genklang. Ligeså gør den latter, man stille bryder ud i grundet genkendelsen – og måske endda erkendelsen – for det er et dejligt og elegant stykke hverdagsprosa, som stiller spørgsmålstegn ved nogle af de ting, man i dag som kvinde kan opleve at skulle igennem for at finde sig selv: fordelingen af kønsrollerne i vores samfund, en art feminisme, erkendelsesrejsen (muligvis vækker dette større genkendelighed hos én som mig: en ung kvinde, som runder 30 lige om lidt, hvor pigerne omkring ‘nester’, skaber familie og køber hus og hvor jeg, som næsten eneste i flokken, blot er mig), der er en behjælpelig hånd til at finde vores ståsted i livet, hvis vi da altså giver den lov, og om hvor svært det kan være at jonglere med forventninger til de rejser man selv begiver sig ud på såvel som til verden udenfor og til veninder og familie.

Sproget er let, flydende og lækkert. Et stykke underspillet, meget elegant prosa, som blot observerer og erkender uden at gøre sig i forklaringerne. En anden kvinde end mig er i sandhed en ironisk skildring af den tid, vi lever i, hvor elementerne ikke sættes på spidsen, men hvor de blot erfares gennem sanserne. Det er en fornøjelse af læse fra Agnete Braads hånd, og jeg håber inderligt på mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Translate »