Måned: september 2018

En anden kvinde end mig af Agnete Braad – Boganbefaling

En anden kvinde end mig af Agnete Braad – Boganbefaling

En anden kvinde end mig handler i sandhed ikke om andre kvinder end Julie, vores hovedperson, som jeg så ofte skimter noget af mig selv i. Hun er blevet alene, som min mor ville sige det, efter et længere forhold med Rune; en dovenlads af […]

De kolde(re) dages (nemme) kyllingesuppe – når efteråret falder på

De kolde(re) dages (nemme) kyllingesuppe – når efteråret falder på

Jeg har en evig lyst til noget varmende, når mørket begynder at falde på og vi går efteråret i møde. Denne tid på året begynder jeg så småt at finde de store gryder frem, så jeg kan kokkerere vintersupperne, som også kaldes vintergryderne. Kært barn […]

Strøtanker uden glitter – Afgængerne

Strøtanker uden glitter – Afgængerne

Arles- mon amour – no pasaran 2. 2015
Sgacliola

Jeg mødte en kvinde i går på museet. Hun var i vildrede, 2. år på Kunstakademiet i Aarhus. Hvor skal afgængerne udstille? Hvad skal vi gøre, når vi er færdige? Skolen har cuttet alle forbindelser til mulige udstillingssteder, som stadig vil tage os ’grønne’ ind. Ét stort spørgsmålstegn – én stor frustration. Og mange lange nætter har det kostet. For man vier jo en del af sig selv til kunsten, når man skaber den, til et andet menneske; en modtager. Men hvad nu hvis der ikke er nogen modtager, ingen beskuer?

Ja.. Hvad skal de gøre? Kontakte udlejningsgallerierne? Kontake de højprofilerede? Museerne? Kunsthallerne? Også de af dem, der er blevet såkaldt professionaliseret – ligesom Aarhus Kunsthal. Slå et søm i væggen og håbe, at billedet hænger fast trods Knud?

De skal selv ud. Ud at reklamere for dem selv, sælge dem selv og deres sjæl til dem, der vil have den. Udkrænge deres indre i håb om, at deres hjerter kan udstilles, vises, spottes og hædres.

De har det svært, afgængerne. Særligt dem fra Aarhus. For Charlottenborg lægger fornemme lokaler til Københavns afgængere. Og hvor ville jeg være misundelig, hvis jeg gik på akademiet i Aarhus. Føle mig en lille smule snydt. Særligt nu hvor muligheden for afgangsudstilling er cuttet, åbenbart. Av. Men dem i København går selvfølgelig også på Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvorimod eksilerne må nøjes med Aarhus Kunstakademi. Elitært? Ja? Men berettiget? Måske.. For det kan bare noget, det kongelige. Eller hvad?

Og alligevel har det en del af sige at være autodidakt. Man har selv skabt sig. Ingen formel uddannelse men blot et talent, som bliver opdaget, ser dagens lys, kan noget. Måske endda noget nyt.. Ligesom Frandsen ovenfor og den smukke sgacliola.

Og hvor ville jeg dog alligevel sommetider ønske, at jeg ejede mit eget galleri. En drøm, der har spiret siden jeg var barn. Ikke for kun at imødekomme de ønsker og behov, der måtte være, men ligeså for at skabe muligheder. For at sende en due op, som blot har ventet på at blive løst af sine tøjler. Og blot lade den flyve på egne vinger – uden destination. Det er da smukt. Men det er bare ikke nok, vel?

Hverdagstak / September

Hverdagstak / September

Hverdagstak Jeg takker hverdagen hver aften. Faktisk hver eneste aften. En hverdagstak. Og det er en rar måde at slutte dagen på – med lige at reflektere over, hvad der er sket, hvem man har mødt på sin vej og hvad der har været dejligt […]


Translate »