Er jeg ‘back on track’ nu?

Er jeg ‘back on track’ nu?

Det er ingen hemmelighed, at det sidste år har været lidt af en omvæltning. Faktisk en af kaliber. Og at jeg de sidste par måneder har været omringet af stilhed. For i guder hvor har det været tiltrængt. Ikke af nogen speciel årsag; andet end behovet for stilhed og mere nærvær.

Det har jeg fået. Nærvær altså. For stille har livet ikke været, hvis det da nogensinde bliver det. Det håber jeg ikke. Jeg er flyttet i min egen lejlighed efter at have boet hos min mor i lige godt et år. Et helt år. Målet var at flytte, inden jeg i november fylder 30, og det er hermed vinget af. Jeg bor nu i en dejlig, stor lejlighed i midten af Horsens, 5 minutter på gåben fra mit arbejde på Horsens Kunstmuseum, som jeg kan indrette lige præcis, som jeg har lyst til. Det emmer af underspillet elegance i symbiose med franske fund og en rustik kant – og jeg elsker det. Her er ikke lyst. Gulvet er mørkt og ligeså er mine møbler, men det er lige netop sådan, jeg godt kan lide det; lidt huleagtigt. Et hjem jeg kan krybe ind i og som holder om mig, uanset om jeg er frustreret eller lobby-dobby.
Her er nemlig rart og her er der plads til mig. Og det har der ikke altid været. Det har jeg i al fald ikke følt. Men det er der her. Ahh.. Den der følelse. Og selvom mine køkkenlåger er lortebrune og der er grimt laminat på gulvet i selvsamme rum, er her rart at være, og jeg føler mig, vigtigst af alt, hjemme.

Jeg er ikke fri for at savne Aarhus. For det er sådan, at når man bosætter sig i en provinsby som Horsens (og når man lige om lidt fylder 30), er man den eneste i sin omgangskreds, der hverken har kæreste, børn eller har købt hus og hund (eller er blevet skilt for den sags skyld. Dét mangler jeg. Aarhus altså. Og den vil jeg gerne tilbage til – og der er sat en timeframe på, som jeg påtænker mig at overholde. Imidlertid er den så lang, at jeg kan nå at falde på plads, få banket det op, jeg bakser med ved siden af mit arbejde – og så er det helt perfekt her. I Horsens. For Aarhus er ikke længere væk end 20 minutter på motorvej – og ligeså er de drinks, som Herr Bartels serverer, heller ikke. En god margarita og godt selskab er ikke at gå fejl af, og kunsten at nyde en drink, sludre om alt og intet og blot prise sig lykkelig over alle de veninder, man har, bliver da også praktiseret et par gange om måneden. Ligesom skinny dipping i fuldmånens skær ude ved Ballehage, hellere tættere på midnat end på spisetid.

For i al sin enkelthed handler det jo om at se det store perspektiv. Livet er én stor hermeneutisk cirkel, hvor alle dele præger helheden og vice versa, og de små ting tæller lige så meget, som de store, for det er dem, der får de store til at ske. Og de store ting behøver endda ikke at være så store. Det kan være sig nye forsøg med nye vaner, der manifesteres til en uundværlighed, eller blot det at reflektere over alle de ting, der har formet én til den, man er – og at man faktisk priser sig lykkelig. Eller at sidde en lørdag aften i sin sofa og fundere over, hvorfor man er endt, hvor man er, og komme frem til, at det var meningen, og at der endnu er mange veje at gå. Om man vælger den ene eller den anden, behøver den ene ikke at være mere rigtig end nummer to eller tre, for noget kommer der ud af det – og det noget er lige så godt, som det kan være dårligt. Måske man lærer sig selv bedre at kende, eller lærer, hvad man vil have og tilbyde sig selv, versus hvad man ikke vil. Måske lærer man, at selvrespekt er den største dyd, for uden den ville du ikke være dig – og jeg ville så sandelig ikke være mig; det er jeg først blevet de sidste 12 måneder. Og hurra for det. For det er (åbenbart) ikke bare lige noget, man gør.

Dermed føler jeg, at et nyt kapitel er startet, og det er startet stort med ærlighed – ikke mindst over for mig selv. Ærlighed omkring hvem jeg er, hvad jeg vil, og hvordan jeg vil leve mit liv. Ærlighed over for dem, jeg møder på min vej – og en pagt, lavet med mig selv, om, at jeg aldrig igen vil lide af disrespekt over for mig selv, for der er da ikke noget mere ødelæggende – uanset om det foregår med hovedet stukket ned i kummen eller om det udspiller sig i et parforhold. Der er syv punkter i min pagt, og med dem er det nye kapitel startet og et andet er afsluttet. Og hvor er det godt. For her er jeg, mig, og ingen anden – ingen forestilling eller ønsket om at være noget, jeg ikke er. Bare mig, den jeg har fundet ud af, jeg er – og den jeg ikke ‘bare’ kan lave om på. Det er den bedste pagt jeg til dato har underskrevet (jeg har aldrig lavet en pagt før og da slet ikke med mig selv), og der er inden udløbsdato på. Den forpligter, men allerede nu har den givet mig noget bedre selvtillid, end jeg havde for blot et år siden. Den har bidraget til, som den dejlige kliché det er, at jeg tror på mig selv helt ind til benet, at respekten er genfundet og ikke mindst at jeg står ved den, jeg er. Så ja. Jeg er back on track. Inden i mig selv. And what a ride!



1 thought on “Er jeg ‘back on track’ nu?”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Translate »