quinoagryde
VEGANSK

Vegansk & antiinflammatorisk quinoagryde med peanutbutter (V + GF + LF)

quinoagrydequinoagryde
Når blot peanutbutter bliver nævnt, er jeg solgt. For jeg elsker denne cremede, klistrede og fede sag, som jeg putter ovenpå min havregrød og tilmed min yoghurt. Men peanutbutter i en gryderet har jeg kun prøvet på en asiatisk restaurant i Berlin, og lige siden har jeg været solgt. Til trods for at jeg fik denne ret sidste sommer, har jeg først nu begivet mig ud i at lave en gryderet med den famøse peanutbutter, og hvilken fryd.
Jeg serverede den på min mandagsdate med Trine (og lod en portion stå til min mor i køleskabet), efter vi havde været til yoga, og den blev taget godt imod; bedre end jeg egentligt havde regnet med.

Efter mange dage, hvis ikke uger, med friske grøntsager, salater og kolde retter, havde jeg i mandags lyst til noget varmt – only God knows why… For sommeren har for alvor gjort sit indtog, om end det blot bliver til nogle få dage endnu.
En gryderet blev det, netop som tiltrængt. Hvis ikke det var for peanutbutteren, havde retten her lignet en god, fyldig daal, dog uden linser. Måske er det netop derfor, at jeg elskede smagen så højt. Opskriften kommer nedenfor.

quinoagryde

VEGANSK & ANTIINFLAMMATORISK QUINOAGRYDE MED PEANUTBUTTER

3 spsk kokosolie
1,5 tsk karry
1,5 tsk stødt koriander
3 fed hvidløg, pressede
1 rødløg, snittet fint
2 tsk stødt gurkemeje
2 tsk friskrevet ingefær
1 tsk chiliflager
2 spsk crunchy peanutbutter*
2 dåser hakkede tomater
1 ds fed kokosmælk
2 bouillonterninger, grøntsag
3 dl vand
1/2 butternut squash I tern
150 g quinoa, ukogt
Evt. vand.
1 ds cannelinibønner
Smag til med salt og peber
Pynt med frisk brøndkarse og sojayoghurt.

I en stor gryde tilsættes kokosolie, karry, koriander, hvidløg, chiliflager, gurkemeje, ingefær og løg. Lad det simre ved svag varme til løgene er gennemsigtige, men ikke har taget farve. Kom herefter peanutbutter i gryden og lad den smelte. 
Tilsæt nu hakkede tomater, kokosmælk, bouillonterninger, vand, butternut squash og quinoa og lad retten simre i 30 – 60 minutter under omrøring. Har du god tid, vil retten simre ind og blive fyldig. Bliver den for klæg til din smag tilsæt da blot vand efter behov. 
Til sidst tilsættes cannelinibønner og der smages til med salt og peber. 
Servér og pynt med brøndkarse og sojayoghurt.

*Jeg køber Urtekrams cruncky peanutbutter. Har du en anden på lager, så sørg blot for at den indeholder peanuts og kun lidt salt. Urtekrams består af 99,5% peanuts og 0,5% himalayasalt.

quinoagryde
Der var en lille anden end mig, der blev sulten af at tage billeder af quinoagryden.
God søndag.

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Translate »