laksesalat
MAD,  PERSONLIGT

Sommerlig salat med varmrøget laks, nye kartofler & sund(ere) mormordressing (LF + GF)

Som nævnt tidligere har jeg igen indført animalske proteiner i min kost, dette grundet en træthed, som jeg oplevede efter at have gået over til 100% vegansk kost. Jeg har en stor forkærlighed for grønne retter uden kød, og dem er der da også stadig mere end rigeligt med plads til. Dog har jeg erfaret, at min træthed tilnærmelsesvis er blevet kureret, efter jeg igen spiser kød – og her endda særligt fisk. Derfor står den herhjemme på gode, grønne retter med fisk og skaldyr, som, tilsat solens varme stråler og et køligt glas hvidvin, fingerer som en nyfunden sommerfavorit.

Denne fine salat lavede jeg i sidste uge, inden jeg lå på badeværelsesgulvet med en nyresten vel at mærke. Den blev modtaget med kyshånd, og som min mor siger: “hvor kommer jeg til at savne din mad, når du flytter”… Heldigvis elsker jeg at både lave, eksperimentere og servere mad for andre, så mon ikke hun kommer på ugentligt besøg til aftensmad.

Salaten her kræver ikke de store dikkedarer, tværtimod faktisk, for den er nem at gå til og forberedelsen er minimal. Det er det perfekte måltid, når middagen gerne må serveres i en fart og ikke kræve for mange timer i køkkenet. Tilmed er den gluten – og laktosefri, men denne gang altså ikke vegansk.

Opskriften rækker til to og kan selvfølgelig suppleres op alt efter hvor mange, der sidder om bordet.

laksesalat

Sommerlig salat med varmrøget laks, nye kartofler & sund(ere) mormordressing

300 g nye kartofler, kogt al dente
100 g frisk spinat, skyllet
En håndfuld aflange radiser, skåret på langs
En håndfuld friske hindbær, skyllet
2 pakker varmrøget laks, 125 g/stk.
To nip hampefrø
Stedmoderblomster

Rens dine små, nye kartofler og kog dem ved middel varme i ca 15 – 20 minutter. Stik en kniv i dem undervejs, glider kartoflen af den, skal de tages af skylles i koldt vand. Lad dem afkøle. 
Skyl de resterende grøntsager, skær radiserne på langs, halver kartoflerne (eller skær dem i kvarte, de afhænger af størrelsen). Anret det grønne i to skåle, pluk laksen og lad den “drysse” ud over. Få hænderne i det så det bliver godt mikset sammen, top med mormor dressing , hampefrø og stedmoderblomster og server straks. 

Sund(ere) mormordressing

1/2 bæger laktosefri creme fraiche
1,5 spsk rørsukker
Saft af 1/2 citron
1/4 tsk peber og tilsvarende salt

Bland ovenstående ingredienser, smag dressingen til undervejs og stil på køl, indtil den skal bruges. 

laksesalat

2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Translate »