Fire serier du skal binge watche denne weekend

Fire serier du skal binge watche denne weekend

serier gode

BERLIN STATION (2016) – HBO

På CIAs kontor i Berlin følger vi Daniel Miller. En CIA agent, undercover i sit eget bureau, udstationeret i forsøg på at komme Thomas Shaw til livs; tv-seriens opdigtede whistleblower, som reference til det virkelige livs Julian Assange og Edward Snowden. Egentligt havde jeg forventet, at serien tog mig med tilbage i tiden under Den Kolde Krig, hvor Berlin var brændpunkt. Vi befinder os dog i nutiden, og serien behandler relevante emner såsom whistleblowers, radikalisering af unge mennesker samt de underjordiske forhold, midt i storbyen, som mange af os ikke ser. I første sæson altså. I anden sæson sættes der fokus på højaktuelle emner som flygtningekrisen og nynazismen, som, både i serien og i virkeligheden, har skræmmende meget at skulle have sagt i dagens Tyskland. En tredje sæson er i støbeskeen – og jeg glæder mig allerede!
Er du til spiondramaer som Spy Game og Spooks, vil du elske denne veludførte serie, hvor spændingen er i fokus og hvor man skal holde tungen lige i munden.

 

THE CROWN (2016) – NETFLIX

I denne smukke, æstetiske og i sandhed troværdige serie følger vi Dronning Elizabeth II, fra tiden kort før, hun bliver dronning af England og kronet til at varetage det største embede i Englands historie. Claire Foy, som spiller Dronning Elizabeth II, leverer et fabelagtigt skuespil – og ligeså gør resten af holdet. Det er en fornøjelse at se, hvordan karaktererne er spillet; ned til den mindste detalje i tråd med sandheden.
Jeg så serien sammen med min mor, som er født i 1953. Ikke nok med, at hun kunne husket mange af de begivenheder, som serien udfolder, uddyber og følger inde fra de royale gemakker, ligeså kun hun berette om, hvordan begivenhederne have fået international bevågenhed og fortælle mangt og meget om, hvordan de blev håndteret. Det har været et ekstra plus at have sin egen historiker med på sidelinjen, dog vil jeg vove at påstå, at serien er mindst lige så god uden.
Er du til filmen The Queen med Helen Mirren i hovedrollen som Dronning Elizabeth II, Jernladyen omhandlende Storbritanniens handlekraftige Margaret Thatcher og Kongens store tale, vil elske denne serie, som tager dig med ind bag Buckingham Palaces tykke mure. Og ligeså hvis du, som jeg, er en sucker for alt britisk…

serier gode

TYRANT (2014) – NETFLIX

Tyrant foregår i det opdigtede, mellemøstlige land, Abuddin, hvor Jamal Al-Fayeed regerer landet med hård hånd. Jamals bror, Barry (Bassam), bliver dog involveret i styringen af landet, selv om han har befundet sig på den anden side af kloden i størstedelen af hand voksne liv. Hvordan det går til, må du selv gå på opdagelse i. Serien virkede for mig en anelse amerikaniseret (hvilket meget sandsynligt går hånd i hanke med, at den ér amerikansk, ahem…), og jeg skulle ‘lige ind i den’. Da jeg var kommet det, kunne jeg se bort fra dette amerikaniserede aspekt, idet den i realiteten behandler nogle aktuelle emner, som ikke blot Mellemøsten, men også resten af verden, står over for i dag. Selvom skuespillet en gang imellem ikke kommer til sin ret, og trods seriens handling til tider synes urealistisk, er det en god serie, som har en vis relevans.  Og i realiteten har jeg intet begreb om, hvordan det foregår i Mellemøsten, dog er jeg ikke helt overbevist. Og alligevel er det god underholdning; her er intriger, fart på og ingen er handlingslammede. Eneste minus ved serien er, at fjerde sæson ikke blev finansieret, hvorfor den slutter brat med tredje sæsonafslutning.
Hvis du er til mellemøstlige konflikter, højaktuelle terrorgrupper som IS og Al Queda og en snert af amerikansk indblanden, bør du følge med i Tyrant.

serier gode

MANHUNT: UNABOMBER (2017) – NETFLIX

Denne serie er ikke en dokumentar, dog dokumenterer den den efterhånden verdenskendte, amerikanske terrorist Ted Kaczynskis handlinger. Serien tegner ikke blot et portræt af efterretningstjenestens forsøg med at lægge puslespillet, ligeså tegner den et portræt af familiefaderen, Jun Fitzgerald, som bliver sat på opgaven. En opgave, som ikke er for hvem som helst, og en opgave som driver gæk med ham. Trods hans egen stations tvivl om Jims ivrige forsøg på at kortlægge, hvem Unabomberen er, giver han alt, han har i takt med at brikkerne lige så stille falder på plads. Endvidere tegner serien et særligt portræt af Ted Kaczynski; den anarkistiske, intelligente matematiker, som lever et stilfærdigt enspænder-liv i skovene, og som, trods det ydres bedrag, planlægger sine terrorplaner i smug.
Hvis du er til biografiske serier, som leverer en detaljepræget handling, så skal du uden tvivl se Manhunt: Unabomber.

 

Tip endelig til gode serier, jeg er altid in på en god sofa-flix!
God fornøjelse!



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *