Clafoutis med pære, marcipan & mandler

Clafoutis med pære, marcipan & mandler

clafoutis med pære og marcipan clafoutis med pære og marcipan clafoutis med pære og marcipan
Aah, endnu engang er det søndag, og jeg har i aller højeste grad planlagt at bage endnu lidt søndagssødt, som vi kan varme os på her hjemme. Denne clafoutis ér nemlig en rigtig søndagskage – lige i årstidens ånd; med pære, flødeskum og masser af varme. Det er lækkerhed i en tærteform, og den smager fantastisk!
Jeg har altid haft en særlig smag for bagt pære – i tærter, kager eller som hele til desserten med dertilhørende chantilly créme eller sågar med en sød honningsirup med vanilje og valnødder, som går sig vidunderligt til et ostebord. Kombinationen af noget sødt sammen med ost og nødder har altid været min favorit, ligesom denne figen marmelade går hånd i hånd med det føromtalte ostebord (og jo, jeg er laktoseintolerant, men nogle gange kan jeg bare ikke lade være…).
Når en pære bliver bagt, får den selvfølgelig en blødere tekstur, og ikke nok med det; den bliver på forunderlig vis også sødere – selv når den blot bliver bagt alene. Muligvis derfor har min søde tand altid haft en hang til bagt pære og ligeså æble, som er den perfekte aftensnack, hvis der tilmed drysses med lidt kanel og lidt nødder. Mmh..

Pærerne i denne clafoutis bliver selvfølgelig også søde, endda sødere end hvis de var bagt alene, for det er ingen hemmelighed, at der er drysset med rørsukker, som giver en sprød, gylden overflade. To die for. Jeg er typen, der kan finde på kun at spise kanterne på en kage, fordi de som regel smager så godt. Ligesom jeg udhuler mine boller (og derfor gerne spiser to i stedet for en), fordi skorpen er så lækker sprød. Sådan har jeg det også med tærten her, og da den havde stået på køl en dag eller to, varmede jeg den igen i ovnen (for at sikre mig at kanter og overflade igen var h e l t sprød) og satte kagegaflen hele vejen rundt. Min mor kiggede underligt på mig og spurgte, om jeg nu endnu engang var i Gand med at massakrere en kage… Og det var jeg. Det er det bedste, jeg ved.

Udover at kanterne er vidunderlige, er tærten i sig selv en rigtig dejlig sag. Jeg bager gerne en form for sødt om søndagen, hvorefter jeg samles med den nærmeste familie eller venner til et stykke søndagskage til en gang søndagshygge. Det er en vidunderlig måde at mødes på, og favoritterne er da heller ikke at tage fejl af: denne clafoutis med pære gør sig godt til efterår og vinter, ligesom jeg bruger et væld af bær, så snart foråret rammer – også hellere end gerne i en anden favorit; nemlig en gammeldags æblekage med makroner, en mørdejstærte (som endnu ikke har set dagens lys her på bloggen) og bønnebrownien, som er fyldig sag, men som piftes op af en gang syrlige hindbær.
Der er nok at tage af, når hovedet sættes i opskriftsmode, og jeg har da også forberedt mig på at bage en hel del forskellige kager og tærter foråret og sommeren igennem, som jeg kan nyde i godt selskab. Intentionen om at spise mere kage skal altså nok kunne imødekommes i 2018 ; -)

clafoutis med pære og marcipan clafoutis med pære og marcipan
Og så vender vi snuden fra én kagesnak til en anden: nemlig opskriften på denne clafoutis med pære, marcipan & mandler. Den tager ikke lang tid at bakse sammen, den spreder ren vidunderlig duft i hjemmet og så er ingredienserne til at få fat i.

CLAFOUTIS MED PÆRE, MARCIPAN & MANDLER

2 pærer uden skræl
50 gram Naturli’ plantesmør
100 gram speltmel
50 gram rørsukker
2 dl sojamælk
4 æg
100 gram marcipan, revet
50 gram mandler, hakkede
2 – 3 spsk rørsukker til at toppe med

Tænd din ovn på 210 grader varmluft.

  1. Smelt plantesmør i en kasserolle.
  2. I en skål blandes mel og rørsukker.
  3. Med en elpisker piskes melet heri.
  4. Pisk herefter æggene sammen med sojamælk og det smeltede plantesmør og tilsæt den våde blanding til den tørre.
  5. Tilsæt marcipanen og rør godt sammen. Dejen skal være klæg og flydende som en pandekagedej. 
  6. Skær pærerne på langs og skær dem i tynde, lange stykker. 
  7. Smør (med plantesmør) eller beklæd en tærteform (24 – 28 cm) med bagepapir. 
  8. Fordel pærerne i tærteformen med den tykkeste del yderst og top med hakkede mandler.
  9. Hæld din dej over pærer og mandler og drys til sidst med rørsukker. 
  10. Bag tærten ved 210 grader i 10 minutter, lad tærten stå i ovnen og skru ned på 180 grader og bag den færdig i 20 minutter. 
  11. Servér evt. lun med kokosskum eller (laktosefri) flødeskum. 

Tip: opbevar din marcipan i fryseren, idet den er nemmere at rive, når den er frossen. Ligeså tør den hurtigt op.

Tip: tilsæt evt. 1 – 2 tsk. ægte kanel til din dej. Dette vil blot give den enndu mere smag og endnu mere varme.

Velbekomme & rigtig dejlig søndag!



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *