Tuesday Ten: Christmas Pressies for The Strong Woman

Tuesday Ten: Christmas Pressies for The Strong Woman

Christmas presents for momHar vi ikke alle sammen en stærk kvindelig figur i vores liv? En mor, en veninde, en søster, et familiemedlem eller blot en, som vi ser op til, som fylder os med kærlighed og styrke? I mit tilfælde er denne kvinde min mor. Hun har stået igennem mangt og meget siden 2007, hvor min far kom grueligt galt af sted i en skiulykke. Jeg har skrevet et indlæg om denne ulykke og om, hvilke konsekvenser det har haft for vores tilværelse, som kommer her på siden inden længe. Jeg tror, det er vigtigt at sætte spot på de ting, som ikke kun er gode – men også de ting, som gør ondt. Og det gjorde denne ulykke. Og ud af det stod vi stærkere sammen, end vi nogensinde havde gjort før. Min mor klarede skærene i strakt arm, og selv om der både er fordele og ulemper ved dette, må vi huske på, som min far altid sagde, at “intet er så skidt, at det ikke gør godt for noget”. Det handler om at se det positive i tilværelsen, til trods for at den sommetider kan vise sig fra sin mest ubarmhjertige og dystre side. Jeg er omgivet af stærke kvinder, ikke kun min mor, men også af veninder, som inspirerer og finder glæden i selv de mindste ting, bevarer det store overblik og ikke mindst viser, når det gør ondt – for dér er man stærk; når det gør ondt, når man tør udtrykke sine frustrationer, sorg eller nedtrykthed – og når man griber ud efter en hjælpende hånd eller blot det tankesæt, som kan hjælpe en på rette vej.

Derfor byder julen på muligheden for at forkæle lidt ekstra. Som selvfølge også resten af året – men hvor er det for mig blevet vigtigt, at julen går ud på at vise sin taknemmelighed over for de mennesker, som man har kær – og hvad bedre måde kan man gøre det på, end at glæde med tanker og små, dejlige ting, som forsøder tilværelsen?

Her er et udpluk af gaver til den stærke kvinde; dem vi tyr til, når tingene er hårde, dem, som bidrager til vores styrke og dem, vi finder inspirationen i – til at yde vores bedste og ikke mindst passe på os selv og andre.
.

JULEGAVEIDÈER TIL DEN STÆRKE KVINDE I DIT LIV, SOM FORTJENER EKSTRA FORKÆLELSE
.

En jaderulle, som jeg simpelthen har så gode erfaringer med. Den vil gøre underværker for hendes hud og udstråling.

Bergamotolien, som jeg er helt forfalden til. Jeg drypper et par dråber på mine håndled, når jeg dyrker yoga, og bruger den i mine hjemmelavede duftlys, som jeg tænder, når jeg skal koncentrere mig og klare tankerne.

En lækker, grøn kogebog, Meyers Grøn Mad, som byder på de grønneste retter og indbyder til en kødfri dag. En vidunderlig måde hvorpå at starte det nye år – og måske implementere nogle nye, sunde vaner. Jeg lever selv mere eller mindre kødfrit, hvilket er en sand fornøjelse for min krop.

Trænger hun til afslapning, fordybelse, nærvær og en særdeles let tilgængelighed til mindfulness i hverdagen, så forsød hende med en Birdtopia malebog med dertilhørende farveblyanter.

Jeg elsker Karmamejus produkter – og jeg sværger nærmest til deres Wild Body Oil 03. Den giver et vidunderligt frisk pust fra morgenstunden – hvorfor ikke give det videre, så både krop og sind næres.

Hvis man virkelig er ude på at give forkælelse, så vil en kropsbehandling på en spa/hudplejeklinik meget vel falde i god jord. Giv din mor, din veninde, din søster, din svigermor eller hvilken som helst anden kvinde, du ønsker at forkæle, et gavekort til en behandling – måske endda med forudbestilt tid, så du er sikker på, hun kommer af sted.

Jeg elsker hjemmelavede gaver, der gavner, dufter og skaber rum til selvforkælelse, hvorfor en hjemmelavet bodybutter og bodyscrub med honning er helt oplagt. Hertil bruger jeg næsten udelukkende produkter fra  Urtegaardens naturlige, store sortiment. Bestiller du på nettet har du produkterne blot få dage efter, så du kan stadig nå det.

Cleans parfume White Woods er en af mine personlige favoritter, hvorfor oplevelsen af denne skønne duft skal gives videre. En diskret duft og et simpelt, minimalistisk udtryk på flaske.

Eller hvad med et fint, stort, klassisk brunt kashmirtørklæde, som aldrig går af mode? Farven er ikke at gå fejl og ej heller er kvaliteten. Et tørklæde af kashmir holder i årevis, hvorfor gaven vil glæde ikke bare i år men ligeså mange frem.

En hyggestund går man aldrig fejl af, hvor en lille, fin og særdeles velsmagende petit four menu hos A.C. Perchs Tea Room meget sandsynligt vil falde i god jord. Gør noget sammen, mærk nærværet og få sludret om stort og småt mens I spiser jer en let ret i de fine, gule stole og drikker te af smukke kopper.

Hvor langt er I med jeres julegaver? 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *