Your Imagination will set you free

Your Imagination will set you free

autumn woodsautumn woodsautumn woods

I søndags gik min dejlige veninde og jeg en lang tur i skoven. En tur som åbnede op for nye idéer, ny inspiration og en hel del snak om nyt og gammelt, om fremtiden og om, hvor vi skal hen. I søndags skulle vi ud for enden og tilbage igen, men i livet skal vi blot ud. Frem, om du vil. Den fremadrettede bevægelse i tid og rum har aldrig været mig fjern. At bevæge sig fremad indebærer mange facetter; en af dem er det ene ben foran det andet, og en anden er de fremadrettede tanker, som hvirvler i mit hoved. At flytte det ene ben efter det andet er måden hvorpå vi bevæger os. I alle aspekter i livet gælder denne bevægelse, særligt hvis man ønsker den. Nogle bevæger sig et skridt frem for derefter at tage et, måske to, tilbage igen – denne modsatrettede bevægelse bringer som oftest ikke meget fremskridt, måske man skulle benævne det “bagskridt”. Og hvem har egentligt lyst til at tage et sådan?
Små fremskridt i livet er de små højdepunkter, som man burde fejre. Ej at forglemme de store milepæle, dog er det de små skridt, der fører os mod det store, milepælen, som bringer os hen mod det sted, hvor vi gerne vil være. Stedet kan være et både håndgribeligt og uhåndgribeligt sted; et sted i vores bevidsthed, et sted som har gjort ondt men som nu har fået det bedre, et sted hvor vi er stolte af os selv og mærker livet og tilstedeværelsen helt ind i knoglerne – eller blot et sted, hvor der er fred og ro og rush our er noget, der ikke kendes til. De håndgribelige steder udgøres måske mere af materielle ting – eller steder i arbejdslivet, som vi ønsker at bevæge os mod. Et dejligt arbejdsmiljø, en stor tilfredshed med sig selv, den stue vi altid har gået og ønsket os, eller muligheden for at gøre ting, som har rødder i vores frihed, både den økonomiske såvel som den mentale.
For friheden giver os muligheder. Muligheder vi måske ikke troede var mulige, muligheder vi har længtes efter eller muligheder vi blot har drømt om. Men drømmene, de må aldrig gå tabt. Også selv om vores mål synes at være lysår væk. For hvad er vi uden vores drømme, uden vores fantasi? Holder vi op med fantasere, holder vi op med at være modige, med at turde og med at leve.
Jeg er stor tilhænger af, at vores drømme er med til at forme vores virkelighed, for uden drømme bliver vores liv, ikke indholdsløst, men fantasiløst. Vores drømme fastholder vores evne til at tro på os selv, til at skabe netop det, vi går og drømmer om – og det vi er så optagede af. Måske drømmer man om at skifte karriere, at leve i et andet land eller blot om, at brikkerne falder på plads i det indre. Drøm stort, men glem ej at drømme småt ligeså – igen er vi tilbage ved de små ting, som udgør vores liv – de små drømme står blot som små sten i vandet på vores vej, som man finder sin balance på og som leder os frem mod det egentlige, den store drøm, vi bevæger os hen mod. Hele tiden er vi i bevægelse – vi går aldrig i stå. Vores tankevirksomhed står aldrig stille – aldrig går der blot ét sekund, uden vi tænker – og vores tanker former vores virkelighed, vores opfattelse og vores tilgang til vores omverden, hvad enten vores tanker er positive eller negative. Man vælger selv. Man vælger altid selv.

autumn woodsautumn woods autumn woods
Når valget kun er dit og dit alene, er dine muligheder uendelige – og ligeså er din frihed. Denne kombination er to store faktorer i vore liv, som står som de største milepæle – selv om det kan være svært at definere, hvornår vi opnår dem. Præcis lige som lykken, viser det sig i små glimt i hverdagen. Glimt af muligheder, glimt af at turde handle, glimt at drømme, af frihed og ikke mindst af lykke. Hvornår føler man sig mest lykkelig? Det kan være svært at definere, hvornår lykken opstår, og hvor længe den varer. For ingen af disse tilstande er konstante. Grib dem, når de opstår, vær taknemmelig for det, du har, det du kan og det at turde drømme – for taknemmeligheden definerer graden af vores lykke og vores frihed – vi er hvad vi tænker, og det, vi tænker, bliver til vores virkelighed – i al sin enkelthed.
Et virkelig fint ordsprog kommer fra Mahatma Ghandi og lyder således:

“Hold øje med dine tanker, for de bliver dine ord. Tag vare på of iagttag dine ord, for de bliver dine handlinger. Overvej og bedøm dine handlinger, for de bliver dine vaner. Værdsæt og iagttag dine vaner, for de bliver dine værdier. Forstå og omfavn dine værdier, for de bliver din skæbne.”

Vi bliver, hvad vi tænker. Vores tanker bliver i sidste instans vores værdier og dermed vores skæbne. Ordsproget har jeg med mig overalt – i mit indre. Det er rammende og det åbner op for en forståelse af livet, og ikke mindst af, hvad vores tanker kan gøre ved os. De kan være ødelæggende eller opløftende. De kan give os energi – eller dræne os. Vi vælger selv.
Så vælg med omhu. Vælg det rigtige for dig selv, således du vil opleve din indre rigdom, mærke dig selv, føle dig fri og fuld af muligheder – og føle de små glimt af lykke, som titter frem her og der, sommetider endda når man mindst venter det. Grib dine muligheder, tag lære ved dine tanker, mærk efter og kig kun derhen, hvor du gerne vil være.
Hvad venter du egentligt på?

autumn woods autumn woods



1 thought on “Your Imagination will set you free”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *