Vegan matcha & vanilla-lime cheesecake

Vegan matcha & vanilla-lime cheesecake


Selvfølgelig er denne veganske cheesecake egentligt blot en pseudo-version af den ægte vare. For blot ordet vegansk indikerer, at der ikke kan være ost i denne grønne sag – og det er der såmænd heller ikke. Flødeosten er byttet ud med andre ingredienser, nemlig de veganske, som opfører sig fint og som giver en blød og lækker vegansk cheesecake, en pseudo en af slagsen altså. Det hænger jeg mig ikke så meget i, når blot jeg kan tåle den.
Jeg har altid syntes, at det har været svært at finde gode alternativer til kage, når man er laktoseintolerant og derfor som oftest er på jagt efter veganske udbud – medmindre man befinder sig i Københavnsområdet, nogle få steder i Aarhus og selvfølgelig i udlandet. Her er særligt Tyskland, Belgien og Holland med på veganerbølgen, men her hjemme synes det til, at det er en sluttet lille cirkel for få de, som endnu ikke har udbredt sig i resten af landet. Derfor har jeg i mange år efterhånden selv bagt (eller lavet) kager – veganske som gluten – og laktosefri og tilmed en hel del rawcakes, som altid er blevet taget godt imod af både familie og venner, selv om min mor til stadighed synes, at de rå kager er lidt spøjse – men hun kan jo også spise flødeskumskager en masse…

Den anden dag lavede jeg ovenstående kage, en vegansk cheesecake, som byder på himmelske mundfulde af en sød symbiose af den pirrende, friske og syrlige lime kombineret med en fin og blid smag af vanilje. Jeg vil mene, at trods sommeren lige så stille går på hæld, og vi bevæger os mod efteråret på denne første officielle efterårsdag, egner denne kage sig vidunderligt til en solskinsdag, inde som ude, hvad enten temperaturen siger 14 eller 19 grader. Det kommer sig, i og for sig, ikke så nøje, idet både den gode smag, æstetikken og det gode selskab som selvfølge fylder mest.

VEGAN MATCHA & VANILLA-LIME CHEESECAKE

BUND
100 gram mandler
10 friske, udstenede dadler
3 spsk. neutral kokosolie
Saft og skal af 1/2 økologisk citron

FYLD
200 gram moden avocado
Skal af to økologiske limefrugter
0,5 dl friskpresset limesaft
250 gram neutral sojayoghurt
0,5 dl ahornsirup
0,5 dl neutral kokosolie
1 tsk vaniljepulver
1 – 2 tsk ren matchapulver

PYNT
Tørrede hisbiscus blade, anden spiselige blomsterblade (tørrede eller friske)
Økologisk lime i tynde, halverede skiver

DET HER SKAL DU GØRE

BUND
Lav først bunden ved at blende mandlerne til groft mandelmel i en foodprocessor. Tilsæt herefter dadler og kokosolie og kør foodprocessoren, så massen samler sig og former en kugle, som blot kører med rundt.
Stil massen på køl, inden du skal bruge den.

FYLD
Kør avocado i en foodprocessor, så det bliver til en mos. Det kan være nødvendigt at skrabe massen ned ad siderne.
Tilsæt yoghurt og kør igen, således er det nemmere at få avocadoen “helt med”, idet der kan findes adskillege små stykker, som ikke bliver blendet.
Tilsæt herefter limesaft – og skal, ahornsirup, kokosolie og ren vaniljepulver og kør massen, til den er ensartet.
Tilsæt det rene matchapulver og prøv dig frem i smagen. Den matcha jeg bruger har en meget kraftig smag, hvorfor jeg blot har tilsat en enkelt tsk.

Tag nu en springform (22 – 24 cm) og smør med med kokosolie.
Fyld bundmassen i bunden og bred den ud med fingrene, gerne lidt op ad kanterne.
Hvis du ønsker at pynte kagen, kan du gøre dette, inden den kommer på frys. Frosne frugter er så smukke, så det bidrager blot til æstetikken.
Hæld herefter den færdige fyld-masse oveni og stil kagen på frys. Her skal den gerne sætte sig. Tag kagen ud 1/2 time inden servering.

TIP
Kagen er 100 procent vegansk og ønsker man en nøddefri version, kan ingredienserne til bunden blot byttes ud med solsikke – eller græskarkerner, således selv nøddeallergikere kan være med. Desuden indeholder den avocado, som giver en fløjsblød konsistens, ligesom den man kender fra silketofu, og kan man ikke få fat i soja.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *