ARIETE VINTAGE CAPPUCCINO

ARIETE VINTAGE CAPPUCCINO

KAN DU UNDVÆRE EN MÆLKESKUMMER?
En mælkeskummer synes muligvis overflødig i nogle køkkener, mens en sådan er særdeles uundværlig i andres. Jeg tilhører sidstnævnte kategori, og siden jeg ikke har min Nespressomaskine (som jo egentligt kan lave mælkeskum ved hjælp af sidevognen) fremme i øjeblikket, hastede jeg ned i Elgiganten – egentligt grundet, at min gamle computer var brudt sammen (ahem…) – og fandt en mælkeskummer. Jeg vidste faktisk intet om Arietes mælkeskummer, før jeg stod med den i hånden nede i butikken. Som regel sonderer jeg grundigt terrænet, før jeg anskaffer mig noget – særligt når det gælder elektronik. Det skete bare ikke denne gang. Måske var det et impulskøb (som jeg ellers, og heldigvis for det, ikke laver mange af…), eller måske har den bare ligget og luret i underbevidstheden i længere tid.. Jeg tror på sidstnævnte, men muligvis er det i realiteten bare en banalitet, at jeg nærmest ikke kan undvære en god mælkeskummer, hvorfor mit intuitive, kvindelige instinkt fortalte mig, at jeg måtte sondere udvalget, når jeg nu var der alligevel…

WATT FOR NOGET?
Som nævnt undersøger jeg (næsten) hele internettets afkroge for anmeldelser, tests og resultater, før jeg køber noget, som jeg ved, jeg gerne vil have både gavn og glæde af. Igen; særligt når det gælder elektronik, hvilket meget vel vidner om min manglende forståelse for elektronikkens mange muligheder. Jeg ved, at jeg gerne vil have mange Watt, for så kører den vel bedre? Og går ikke så let i stykker? Og jeg ved, at jeg ikke vil give en formue for en simpel mælkeskummer. Det er mine krav – og så det faktum, at den gerne må pynte på køkkenbordet. Som I nok kan høre, skal I ikke sætte jeres lid til mig, hvis jeg pludselig begynder at anmelde vaskemaskiner og støvsugere, for jeg aner i bund og grund intet om hverken det ene eller det andet; det skal bare fungere og det gerne godt, og dermed er min lykke gjort. Simple as that.

FARVE
Og gjort er min lykke med denne, ret så fine mælkeskummer, som bærer navnet “Vintage Cappuccino”. Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at selve cappuccinoen er vintage, men nej nej. Og heldigvis for det. Medmindre du selvfølgelig har daggammelt mælk stående i køleskabet.. Designet på denne mælkeskummer er ganske vist vintage, retro om man vil, og trods min antipati mod at indrette mig med retro, var den vældig fin, som den stod der blandt sine mange venner. Jeg valgte den i en nedtonet, beige farve, da den ellers så fine mintgrønne syntes for modig (og den sorte for almindelig), og er faktisk blevet ganske glad for den dæmpede fremtoning.

FUNKTIONER
Arietes Vintage Cappuccino kommer med forskellige funktioner. Først og fremmest hører der to ’skummere’ til: ringen til det, man nok vil kalde cappuccinoskum, og den lille dut, som blot skummer mælken en smule op, så den bliver lækker og cremet. Det er ingen hemmelighed, at jeg er mest til sidstnævnte, da jeg ikke bryder mig om, at mælken er for skummet. Selv om det ér en mælkeskummer, vil den aldrig kunne lave cappuccinoskum som på en baristamaskine – og har du denne forventning, skal du anskaffe dig en sådan frem for en lille, handy mælkeskummer.
Ydermere har den funktionen, at den kan varme mælken op – enten til ‘cappuccinoskum’ eller til den cremede konsistens, og ønsker man i stedet en kold skum, holder man blot knappen inde i 2 sekunder, hvorefter den skummer det fineste, kolde mælk – igen; enten til skum eller til den cremede konsistens. Jeg er især glad for at lave skummende  sojakakao eller hasselnøddemælk, da resultatet minder lidt om en milkshake – og hvem elsker ikke det? Det er blot en ekstra treat i en ellers, til tider, travl hverdag, som giver mig følelsen af, at jeg lige holder lidt fri – som om det er weekend en ganske almindelig torsdag…

RENGØRING
Rengøringen af denne mælkeskummer er lige så simpel som med alle andre mælkeskummere. Straks efter du har anvendt den, skylles den i koldt vand, og de rester, der sidder tilbage fra mælk, som kan være brændt lidt på i bunden, fjernes med den bløde side af en køkkensvamp. Fjerner man ikke disse rester, brænder man selvsagt blot den næste gangs mælk på ovenpå, hvorfor man til syvende og sidst ender i en kattepine, hvor mælken ikke smager godt, og hvor mælkeskummeren ikke varmer mælken rigtigt op – og hvor man i sidste ende ødelægger sin mælkeskummer. Rengøring er et must efter brug hver gang, ellers har man ikke hverken glæde eller fornøjelse af sin mælkeskummer i ret lang tid.

THERE’S A FIRST TIME FOR EVERYTHING
Jeg har lavet en video. Jo jo, du læste rigtigt. En video. Og den er sommetuder både blurry og rystet, men jeg har prøvet, og på en eller anden måde er det lykkes mig, for en video er der kommet ud af mit lille projekt. Hvis jeg selv skal sige det, er musikken det bedste element, dog vil jeg gerne i gang med at lave videoer både fra udlandsrejser, tests og cafébesøg, hvorfor denne måtte blive den første. Giv den gerne et skud og se, hvordan jeg laver min formiddagskaffe 🙂

Arietes Vintage Cappuccino mælkeskummer står til 599,- hos Elgiganten og kan findes lige her.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *