Creamy Peanutty Banana Smoothie (vegansk)

Creamy Peanutty Banana Smoothie (vegansk)

Jeg er ikke længere den store morgenmadsspiser. Til min store ærgrelse sniger min sult sig først ind nogle timer efter, jeg er stået op, hvor jeg får spist min morgenmad. Som regel består den af et stykke fuldkornsbrød, en fuldkornsbolle eller et stykke rugbrød med dertilhørende laktosefri mozzarella (min store craving i øjeblikket) og en halv avocado.

Før i tiden var jeg sulten i det sekund, jeg stod ud af sengen. Jeg tog som regel et bad og gjorde mig klar, så jeg i fred kunne nyde min havregrød, som havde været en fast bestanddel af min morgenmad i langt over 10 år. Det er ved at være et par år siden, og som forsøg på at implementere en morgenmadsrutine igen, har jeg fundet en formidabel løsning: smoothies!

Jeg har før gjort meget i smoothies, dog mest som et eftermiddagsmåltid, og til min store glæde fungerer det fantastisk som morgenmad for den dag i dag. Man ændrer sig jo, og i takt med dette ændrer vores vaner sig også. Det er ikke altid hverken til det bedre eller det dårligere, dog må jeg konstatere, at jeg heldigvis er ved at opbygge en ny, god vane: en sund og varieret morgenmad!

Jeg lavede i morges en smoothie, fyldte den med isterninger og stak et lyserødt sugerør i den – og drak den efter jeg havde været i bad og mens jeg ordnede hår og makeup – det er win-win: en hurtig tur i køkkenet og så er det ellers to fluer med et smæk.

Jeg troede aldrig, at jeg skulle lave en smoothie, som hverken var grøn, gul eller pink; den er cremefarvet og smager som at træde ind i himlen! Ej heller troede jeg, at det nogensinde skulle komme over mine læber, at jeg (åbenbart) elsker en peanut-banana-smoothie, men det gør jeg og i guder hvor skal jeg lave den igen!

Den smager helt tilpas: hverken for megen banan eller for megen peanutbutter, hverken for tynd eller for tyk, hverken for usund eller for sund, bare helt perfekt. Og som ekstra bonus er den vidunderligt cremet.

Opskriften kommer her – den rækker til én

30 gram (glutenfri) havregryn
2 spsk god økologisk peanutbutter
1 banan – gerne frossen
3 dl usødet mandelmælk
3 spsk hampefrø
20 gram mandler
3 dadler

Ovenstående kommes i en blender, blendes og serveres med sugerør/ske og evt. isterninger, såfremt bananen ikke er frossen.

Kæmpe plusser

Den tager ingen tid at lave, de fleste ingredienser finder man i sit basislager, den holder dig mæt længe grundet fibrene fra både havregryn, bananen, mandler og dadler og fylder dig med gode fedtstoffer fra hampefrøene og tilmed de enkeltumættede fra peanutbutteren.

Desuden er peanutbutter propfyldt med E-vitamin, antioxidanter, fibre, protein, kalium og jern, hvorfor den ikke skal misforstås.
Sørg blot for at få fingrene i en økologisk peanutbutter, som udelukkende er lavet på peanuts og en smule salt. Hold dig langt fra de billige versioner, som ofte indeholder både palmeolie og sukker.

Jeg vil også lige slå et slag for dadlerne for trods de er kalorieholdige og tre dadler svarer til 100 kcal, skal man ikke gå fejl af deres gode egenskaber. De har nemlig en rensende effekt, som virker som en sikkerhedsforanstaltning mod tarmkræft. Desuden modvirker de hjerte-kar sygdomme grundet deres høje indhold af kalium. De har et højt indhold af antibakterielle egenskaber, som er medvirkende til at reducere infektioner i kroppen og modvirker dermed også smerter og hævelse grundet deres indhold af magnesium.
Ydermere hjælper de mod mavepine og forstoppelse, de indeholder megen A-vitamin, som beskytter vores øjne og hjælper endda med at bortfiltrere skadelige UV-stråler.

Små minusser

Vi kan alle regne ud, at denne smoothie ikke er en af de helt kalorielette, som kun består af vand og grøntsager.
Peanutbutteren kan der skæres ned på og mandler og dadler kan udelades, såfremt man ønsker en knap så kalorietung start på dagen. Den bliver knap så cremet og knap så lækker – og min filosofi er, at hvis noget skal nydes, skal det nydes rigtigt, hvorfor man blot kan lave den en gang i ugen for at få den helt rigtige smag og konsistens.

Bon appetit!



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *