Boganbefaling: Pigen på klippen

Boganbefaling: Pigen på klippen

Kender I den følelse af tomrum, når en god bog slutter? Den følelse sad jeg med i går eftermiddags efter at have brugt min weekend på at læse Pigen på klippen af Lucinda Riley, som skriver i et let og flydende sprog, hvor man ikke støder på sproglige gentagelser, ej heller på elementer i læsningen, som kan virke forstyrrende. Lucinda Riley er, efter min mening, dygtig til at holde sin læser i hånden gennem hendes bøger, hvilket også var tilfældet med denne bog. Ganske enkelt havde hun ladet en af karaktererne bryde ind i historien, som om det var hendes fortælling til dig, kære læser. Denne måde at fortælle på virkede overraskende på mig ikke forstyrrende, til trods for det kan lyde sådan. I stedet var det en fin måde hvorpå at få opsummeret historiens gang og en fin indbydelse til næste kapitel i denne gode bog.

Bogen kan på sin vis betegnes som et letlæst slægtsroman, hvori vi følger flere forskellige personers tragedie, skæbne og i særdeleshed udvikling, som udspiller sig i forskellige tidsperioder. Bogen danner ramme for et historisk perspektiv, som tager udgangspunkt i vor tid i både New York og Irland og som bevæger sig tilbage til London under 1. verdenskrig samt op til 2. Lucinda Riley skildrer det bedre borgerskab i krigstidens England, og som pendant til dette følger vi den irske stuepige Mary, hvis historie flettes smukt sammen med vores hovedperson, Grania, der er bosat i New York men som flygter tilbage sin sine forældres gård på den irske kyst efter en personlig tragedie.

Denne tragedie, som Grania oplever, bringer hende i kontakt med adelens lille datter, Aurora, som bor i området omkring gården, og som selv, trods sine unge år, har oplevet megen smerte i livet. På sin vis deler Grania og Aurora deres smerter, og som historien flettes sammen tyder alt på, at deres skæbner binder tætte bånd og står som substitutter for deres egne oplevelser.

Forskellige elementer i bogen peger hen mod eventyret om Tornerose. Også balletten fylder en ganske stor del af handlingen, og parallellerne mellem Prinsesse Auroras skæbne og den lille Aurora i bogen må læseren selv drage, men kender man sit eventyr, må det siges, at Pigen på klippen er et ganske vellykket moderne et af slagsen. Eventyrelementerne er ikke tydelige men dukker blot op som små pejlepunkter, og dertil må det siges, at disse elementer ikke er så dominerende i bogen, at den virker utroværdig. I stedet forsejles de forskellige karakterers skæbner som handlingen udspiller sig, og om historiens gentager sin gang må være op til læseren at vurdere.

Pigen på klippen er en vidunderlig, letlæst roman, som behandler emner som moderkærlighed, smerter, tab, kærlighedens magt, sorg og lykke, krig og fred. En roman, som tager små uventede drejninger, lige når man troede, man havde forudset handlingens gang. Selv om bogen i sig selv var en vidunderlig læseoplevelse, binder slutningen fint og smukt historien sammen binder tilmed sløjfe på alle løse ender. Selv vores hovedpersoners skæbne afslører sig i en sådan grad, at man kun kan blive overrasket, selv om de små hints undervejs giver god mening, efter den sidste side er vendt.

Er man til Upstairs & Downstairs, Downton Abbey, Belgravia og Jane Austen er denne bog nødt til at stå på bogreolen. Til trods for den lettere tilgang til livet mellem bourgeoisiet og den hårdt arbejdende, lavere klasse, danner bogen ramme for de samme emner, selv om Jane Austens, sommetider utopiske, og drømmende elementer er blevet forbigået til fordel for en mere realistisk tilgang til livets finurligheder blandet med en god gang ‘held i uheld’.

Jeg ville så gerne have, at bogen var længere, at den rummede en historie mere eller at der blot fulgte en to’er. Gennem de to formiddage det tog mig at læse bogen, havde jeg lært dens karakterer så godt at kende, at jeg gerne ville følge dem endnu længere på deres færd i livet. Bogen var på ingen måde slut for mig, selv om jeg vendte side 557 og nåede til epilogen…

Pigen på klippen er ideel sommerlæsning; den er letlæst, drager læseren ind i en historie, som foregår i en ‘anden verden’ og sommetider tilmed i en anden tid. Den formår, på intellektuel vis, at binde nogle bånd, som peger hen mod Torneroses liv og skæbne og er i den grad en pageturner, som man bare så gerne vil have mere af. Heldigvis er Lavendelhaven også læst, og tilmed har jeg De syv søstre og resten af denne serie tilgode, hvorfor jeg vil glæde mig til endnu engang at tage fat på Lucinda Riley.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *